H.K.H. Prinsesse Maries tale ved lancering af bogudgivelsen ”Mad med respekt” den 5. november 2019

Det glæder mig meget at se så mange mennesker samlet her i dag.

Vi er alle sammen her fordi hver især godt kan fornemme at kampen mod madspild er en vigtig sag.

Jeg er stolt af at vores bog udkommer i dag.  En stor tak til vores rigtige aktivist og forfatter Selina Juul som har været og stadig er en stor inspiration for mig.

Tak til Gyldendal (og Anja) for jeres støtte og opbakning hele vejen.

I har set og troede på det her projekt lige fra starten.  

Bogen ”mad med respekt” er et godt og grundigt redskab og hjælp til danskerne til at reducere deres madspild – om man er en stor børnefamilie eller en lille husholdning.

For 3 år siden, fik Selina Juul og jeg, ideen til denne bog. 

At skabe ikke bare en kogebog, men et konkret, brugbart og inspirerende redskab til at hjælpe danskerne til at undgå madspild, spare penge og samtidig hjælpe klimaet.

Og det er især børnefamilier, som vores bog henvender sig til.  

For børnefamilierne er ifølge tal fra Miljø- og Fødevareministeriet dem, som har det sværest ved at undgå madspild.

Denne bog tager netop fat på de madvarer, som familierne oftest smider ud – og hvad man kan gøre for at undgå det.

Vi er utrolig stolte af resultatet. Men Selina og jeg kunne ikke skabe sådan en bog alene, derfor har vi fået hjælp fra 5 af Danmarks mest anerkendte kokke og madiværksættere:

Francis Cardenau, Anh Lê, Michel Michaud, Louisa Lorang og Timm Vladimir. Stor tak til alle Jeres fantastiske bidrag til bogen!

I har skabt nogle vidunderlige opskrifter til både hverdag og fest, morgenmad og aftensmad – og alt sammen med fokus på at undå spild af mad.

De brænder for mindre madspild og har også nogle rørende historier, som man kan læse i bogen.

Kampen mod madspild er en hjertesag for mig.

Som barn gjorde sultkatastrofen i Etiopien i 1980’erne et stort indtryk på mig. De chokerende billeder af børn, der led, fordi de manglede mad, har siden påvirket min holdning til fødevarer.

At smide mad ud er ikke kun mangel på respekt for naturens ressourcer, men også for mennesker og især børn uden adgang til mad og mulighed for at spise sig mætte hver dag.

Min mor har altid været en dygtig og kreativ kok, og hun lærte mig at bruge rester, uden at maden blev kedelig. Hun er mit forbillede, og hendes tilgang til mad bringer jeg videre til mine børn.

Derhjemme tager vores børn madspild meget alvorligt. De skælder mig ud, hvis jeg kommer til at smide noget godt ud.

De siger: ”Nej, mor, du ved, at det er mad, som stadig kan spises!”

I kampen mod madspild er det faktisk lige præcis den reaktion og tankegang, som jeg håber, at vores børn kommer til at bringe videre.

De er fremtiden – men respekt for maden er en fælles, vigtig og kreativ opgave for alle, lige nu og her. 

Når man mindsker sit madspild, udviser man større respekt.

Respekt for maden, som vi har på bordet.

Respekt for landmanden, som har produceret maden.

Respekt for dyrene, som har ladet livet.

Respekt for jordens ressourcer. Respekt for hele denne gigantiske proces, som har været med til at sørge for at vi får mad på vores tallerkener.

”Mad med respekt” er også et velgørenhedsprojekt, da salg af hver eneste bog bidrager til Folkekirkens Nødhjælp, som jeg er protektor for.

Organisationen hjælper gennem deres mange projekter – for eksempel Wefood butikkerne – verdens fattigste mennesker.

Mennesker, som ikke er så heldige som os at have mad på bordet hver dag.

Og det er skræmmende at tænke på, at hver 9. barn, hver 9. kvinde og hver 9. mand på vores klode, sulter – samtidig med, at al DEN mad, som går til spilde, kunne mætte verdens sult!

I Danmark alene bliver der smidt over 700.000 tons spiselig mad ud. Ifølge Fødevarestyrelsen bliver omkring 20 procent af familiens samlede madindkøb ikke spist – det svarer til at hver femte indkøbsvogn vi køber, smides direkte i skraldespanden! 

Udover at det er et stort spild af penge og ressourcer, er madspild heller ikke godt for klimaet. Landbruget er den største forbruger af vand på verdensplan.

Vores børn er vores fremtid. Mange børn og unge går på gader over hele verden i dag og demonstrerer for at sætte fokus på klimaforandringer.

De er bange for vores fremtid, og jeg kan godt forstå dem.

Vi er nødt til at skabe en forandring, vi er nødt til at dreje vores liv i en mere bæredygtig retning, hvis vi ønsker at overlade en sund klode til vores børn. Og vi har travlt…

Mange føler afmagt over hvad man selv kan gøre for at hjælpe klimaet, da det føles så stort og overskueligt. Men flere undersøgelser viser netop, at reducere madspild er vores allernemmeste bidrag til at mindske klimaforandringer!

Siden 2015 har jeg været aktivt involveret i Danmarks kamp mod madspild. Og det går heldigvis i den rigtige retning nu fordi Danmark sætter madspild på dagsordenen.

Men det er især derhjemme i vores egne køkkener, hvor der bliver smidt mest mad ud – og her kan vi som familier og husholdninger gøre en stor forskel i vores hverdag.

For mig er det spændende, men også udfordrende at være opfindsom, når jeg sammensætter retter af rester. Derfor er jeg en stor fan a biksemad!

Inden vi handler, kigger jeg altid først på, hvad vi har i køleskabet.

Jeg er også meget opmærksom på, at vi undgår at købe for meget, og så fryser vi altid ned.

Ved at smide mindre mad ud, sparer man tid, penge og gør klimaet en tjeneste. Det er sund fornuft.

Det er mit håb at denne bog med tid vil findes i alle danske køkkener og blive brugt flittigt som daglig inspiration til at mindske madspild. 

Lad os sammen stoppe madspild og starte med at behandle mad med respekt.

Tak!