Tak for den venlige modtagelse her på A.P. Møller Skolen. Det er dejligt at gense skolen og se, at den er blevet fyldt med liv.

Jeg har set frem til denne festaften hos det danske mindretal i Sydslesvig.

Snart kan vi fejre 100-året for den folkeligt, demokratisk fastlagte statsgrænse mellem vore lande. Den har stået sin prøve og vist sin holdbarhed.

Med den nye grænse blev også det danske mindretal født. Nogle blev tilbage, som i hjertet havde ønsket en anden grænsedragning. Af disse valgte nogle så at flytte til Danmark. Andre tog konsekvensen og blev en del af det tyske samfund. Atter andre valgte at blive, men søgte at skabe sig en så dansk hverdag som muligt i det tyske samfund. Og endnu andre drog til helt andre lande og verdensdele.

Men det danske mindretal i Sydslesvig var født.

Man sluttede sig sammen i en række foreninger for at skabe betingelser for at dyrke sin danskhed og Danmark. Flere af foreningerne kan snart også fejre 100 års jubilæum. Ved genforeningsfesten på Dybbøl Banke udtalte den daværende statsminister til de danske syd for den nye grænse: ”I skal ikke blive glemt!” Disse få ord er blandt de mest citerede i Danmarkshistorien. I dag kan vi vel også sige, at Danmark har levet op til de fem ord. Det er blandt andet sket med økonomisk støtte til de foreninger, som med deres virke arbejder for dansk sprog og kultur. Der blev etableret tætte relationer til det officielle Danmark. Ligeså til Forenings-Danmark. Gennem årtierne er der skabt i tusindvis af gode tætte personlige relationer på kryds og tværs mellem borgere i alle egne af Danmark og dansksindede her i Sydslesvig. Det er stærkt, det er godt, og det er holdbart. Netop disse relationer varmer mig om hjertet.

De første mange år i grænselandet var præget af et ”dem” og et ”os” – et ”mod hinanden”. København-Bonn erklæringerne fra 1955 udgør en milepæl. Det var startskuddet til en opblødning af forholdet mellem mindretals- og flertalsbefolkningen. De første årtier herefter var der tale om et ”ved siden af hinanden”. Lidt efter lidt er det så blevet til vore dages ”med hinanden”. Gensidig respekt og forståelse har været vejen frem – og en erkendelse af, at der er mere, der forener, end der skiller os.

Mindretallet er i dag en fuldt ud accepteret del af flertalssamfundet. Samtidig har det fået accept af sit særlige danske sindelag. Naturligvis har der været bump undervejs. Men i det lange lys har der været tale om en generelt positiv udvikling. Man skal heller ikke underkende, at der i et grænseland vil være særlige følelser – også i dag. Dem skal man have øje for og håndtere på klog og rigtig vis.

Mindretallet har den gave at have forståelse for to kulturer, to sprog og to administrative systemer. Det giver naturligvis helt særlige egenskaber og kompetencer, som er værdsatte i rigtig mange sammenhænge – også i Danmark. Mindretallet har tradition for at være brohoved – eller bindeled, formidler. Her har mindretallet måske også en rolle fremover - at danne bro for danske relationer til Tyskland. Som mindretalsmenneske har man nok en bredere indsigt og en større føling med de forskelligheder og den mangfoldighed, som det store land rummer.

I dag glæder jeg mig over, at mindretallet trives – at det udvikler og arbejder med nye former for samarbejde og strukturer. Og man bliver helt varm om hjertet, når man hører, hvordan det danske sprog flittigt bliver brugt i hverdagen og af børnene i skolen. Danskheden og sproget hører jo sammen. Ofte er det med et lille tvist med den særlige sydslesvigske tone. Den er charmerende og med til at fremhæve den særegne karakteristik – er jeg dansk, er jeg tysk – nej, jeg er sydslesvigsk – eller måske blot mig selv.

I aften er vi her på A.P. Møller Skolen det hele: Vi er et dansk mindretal – med og uden karakteristisk tone, vi er tyske, vi er danske. Vi er sammen om at festligholde en meget speciel og lykkelig udvikling i det dansk-tyske grænseland, hvor vi næste år kan markere en grænsedragning, som blev fastlagt ud fra principperne om folkenes selvbestemmelsesret. Samtidig fejrer vi et grænseland og mindretal, der fandt sammen i fredelig sameksistens.

Jeg ved, at det er holdbart. Måtte det vare ved fra generation til generation.

Det er grænselandets gave til begge nationer.