D.K.H. Prins Joachim og Prinsesse Marie flytter til Washington D.C.
Hans Kongelige Højhed Prins Joachim tiltræder den 1. september 2023 en ny stilling under Forsvarsministeriet som forsvarsindustriattaché på Danmarks Ambassade i Washington D.C., hvor Prinsen som Danmarks repræsentant i de kommende år skal være med til at styrke det forsvarsindustrielle samarbejde med USA og Canada.
For fire år siden flyttede Prins Joachim og Prinsesse Marie sammen med parrets to børn til Frankrig. Anledningen var, at Prins Joachim indledte Frankrigs højst rangerende militære uddannelsesforløb som supplement til Prinsens mangeårige engagement i Forsvaret. Efter endt uddannelse blev både Prinsen og Prinsessen tilknyttet Danmarks Ambassade i Paris som henholdsvis forsvarsattaché og Særlig Kulturrepræsentant.
Prins Joachim og familien flytter til Washington D.C. i løbet af sommeren 2023.