
Med nål og tråd har Dronningen udformet et nyt antependium til Slotskirken i Wittenberg. Antependiet er blevet til gennem broderiteknikken petit point, hvor fine detaljer bliver til diagonalt med halvkorssting.
”Jeg syr på skrå hele tiden – det giver den pæneste baggrund. Det bliver som en flade. Det var noget, min mor lærte mig,” fortalte Dronningen til Dagbladet Politiken i et interview, der blev bragt op til afsløringen af det nye antependium.


Opgaven havde Dronningen fået to år forinden på opfordring fra Slotskirken i Wittenberg i forbindelse med kirkens genindvielse, der markerede, at det i 2017 er 500 år siden, at reformatoren Martin Luther slog 95 teser op på Slotskirkens dør. Det blev begyndelsen til Reformationen, som omformede store dele af Nordeuropa både kirkeligt og politisk. Danmark tilsluttede sig officielt reformationen i oktober 1536 og herved blev den danske kirke evangelisk-luthersk.
Lutherrosen
Antependiet vil fremover blive anvendt i julen, pinsen og ved særlige begivenheder i Slotskirken i Wittenberg. Som det gennemgående motiv har Dronningen valgt Lutherrosen, der i sin tid blev udformet af Martin Luther.
I Kristeligt Dagblad fortalte Dronningen om idéerne bag udformningen af antependiet: ”Jeg syntes, det var vældig oplagt at bruge Lutherrosen som det samlende midtermotiv. Lutherrosen sidder over døren til det hus, hvor han boede i Wittenberg. Det er den hvide rose med fem blade, som er typisk for middelalderens stiliserede rose, og i midten er et sort kors på et rødt hjerte. Rosen er meget central i kristen symbolik.”
Dronningen har brugt mere end 500 timer på at udfærdige alterdugen med de ”små sting”.


Den levende forbindelse
Den 2. oktober 2016 var dagen, hvor Slotskirken i Wittenberg blev genindviet efter restaureringen, og ved festgudstjenesten samme dag blev det nye antependium afsløret med deltagelse af blandt andre Dronningen. Det røde klæde med flammerne og Lutherrosen i midten dannede baggrund, da Dronningen kort efter afsløringen holdt tale i den historiske slotskirke:
”Vi har i Danmark og i den danske kirke grund til at være taknemmelige for reformationstidens nære forbindelser mellem Wittenberg og Danmark. Det glæder mig, at denne forbindelse også er levende i dag.”
Denne forbindelse bliver i 2017 markeret med Reformationsjubilæet, som Dronningen er protektor for.