Dansk erhvervsfremstød i Ghana med 39 virksomheder

Med kompetencer indenfor landbrug og fødevarer, bæredygtighed, den maritime sektor, infrastruktur og jernbaner, vil 39 danske virksomheder være en del af et erhvervsfremstød i Ghana, som H.M. Dronningen står i spidsen for.

Arkivfoto: H.M. Dronningen holdt tale ved i åbningsceremoni for erhvervsdelegationen i Jakarta Havn under statsbesøg i Indonesien i 2015. Foto: Jens Nørgaard Larsen, Scanpix ©

Det er den største danske erhvervdelegation til at besøge Vestafrika, der i dagene 23.- 25. november 2017 vil udforske og udvikle nye partnerskaber og muligheder i Ghana. De 39 danske virksomheder, der er tilmeldte, er bredt repræsenteret med kompetencer indenfor landbrug og fødevarer, bæredygtighed, den maritime sektor, infrastruktur og jernbaner.

Ghana har i dag status som et lavere mellemkomstland og landet forventes i den nærmeste fremtid at komme op på en årlig økonomisk vækst på syv til otte procent. Det er dermed forventningen, at relationen mellem Danmark og Ghana frem mod 2020 vil ændres til at have et kommercielt og politisk fokus, mens udviklingssamarbejdet vil ophøre. 

Dronningen vil på statsbesøgets første dag besøge erhvervsdelegationsens udstilling på Hotel Kempinski i hovedstaden Accra. Her vil Dronningen besøge ni virksomheder fra den danske delegation indenfor de tre sektorspor bæredygtighed, landbrug og maritimt. Dronningen vil høre om virksomhedernes baggrund for at deltage i erhvervsfremstødet og få fortalt om deres erfaringer Ghana.

Efterfølgende deltager Dronningen i en erhvervsfrokost, hvor ghanesiske ministre, organisationer og repræsentanter fra erhvervslivet deltager sammen med den danske delegation. Her vil Dronningen holde tale.