Genoptagelse af vagtparader

Vagtparade i København Foto: Erik Refner, Ritzau Scanpix ©

Fra og med fredag den 4. september 2020 kl. 12.00 genoptager Den Kongelige Livgarde den normale gennemførelse af vagten på de kongelige slotte og palæer. Det betyder blandt andet en genoptagelse af vagtparaderne gennem København og i Fredensborg. Genoptagelsen skyldes, at garderne har indhentet den manglende uddannelse i ceremoniellet.

Den Kongelige Livgardes vagtparader blev den 26. juli 2020 indstillet i Gråsten og Fredensborg samt i København den 28. juli 2020. Indstillingen skyldtes, at det nye vagthold havde haft en kortere uddannelse end sædvanligt som følge af COVID-19, og garderne var derfor ikke blevet fuldt uddannet i ceremoniellet. 

Der vil fortsat indgå en række forbehold i postafløsningen som følge af COVID-19.