
Kongehuset som arbejdsplads
Kongehuset er en ganske særlig arbejdsplads i et unikt miljø. Opgaverne er mangfoldige, og medarbejderskaren spænder fagligt set bredt.
Ved Kongehuset er der ca. 130 fastansatte hvoraf nogle udfører administrative og ledelsesmæssige opgaver og nogle udfører serviceopgaver. De ansatte har forskellige faglige baggrunde - bl.a. som kokke, livrister, taffeldækkere, kuske, chauffører, møbelsnedkere, rengøringsassistenter, kontorbetjente, administrative kontormedarbejdere, kommunikationsmedarbejdere og akademikere.
Hoffunktionærerne er organiseret i Hoffunktionærforeningen, som er en lokal fagforening.
Sikkerhedsgodkendelse
En ansættelse ved Kongehuset kræver opnået sikkerhedsgodkendelse. Ansættelsen er betinget af, at sikkerhedsgodkendelsen kan opretholdes under ansættelsesforløbet.
Personalepolitik
Ansættelses- og lønforhold for de ansatte ved Kongehuset baseres hovedsageligt på det statslige regelsæt og tilsvarende statslige lønforhold. Kongehuset fører en aktiv personalepolitik, der tager sigte på at skabe lige muligheder og kompetenceudvikling for alle medarbejdere. Kongehuset vægter selvstændighed og medarbejderinddragelse.
Kongehuset personalepolitik har til formål at fremme en virksomhedskultur baseret på en række grundlæggende menneskelige værdier og holdninger, som skal understøtte samarbejdet mellem ledelse og medarbejdere for derigennem at kunne realisere målsætningerne.
I fanebladene nedenfor findes oplysninger vedrørende uopfordrede ansøgninger, studiepraktik, virksomhedspraktik, lærlinge samt erhvervspraktik.
Stillingsopslag
Kongehuset slår som udgangspunkt alle ledige stillinger op på hjemmesiden. Alle interesserede og kvalificerede er velkomne til at søge de opslåede stillinger. Som udgangspunkt bør ansøgningen ikke fylde mere end én A4-side. Ansøgningen vedhæftes CV, eksamenspapirer og eventuelle anbefalinger.
Kongehuset modtager gerne uopfordrede ansøgninger.
Det er muligt at komme i studiepraktik i Hofmarskallatets Sekretariat og i Kommunikationsafdelingen. Dette gælder for kandidatstuderende ved fagligt relevante kandidatuddannelser. Under et praktikophold afprøver og udvikler praktikanten sine akademiske kompetencer, og Kongehuset får via den studerende tilført nyttig inspiration udefra. Det er en forudsætning, at praktikopholdet kan meritoverføres til den pågældende uddannelse. Forløbet planlægges i overensstemmelse med den gældende studieordning.
Der er en praktikstilling i Hofmarskallatets Sekretariat og en i Kommunikationsafdelingen. Praktikstillingerne slås typisk op to gange om året og kan ses her.
Praktikstillinger i forårssemesteret slås typisk op i september måned året før, og praktikstillinger i efterårssemesteret slås typisk op i februar måned samme år.
Kongehuset har en partnerskabsaftale med Københavns Erhvervshus om virksomhedspraktikanter.
Virksomhedspraktikantordningen har blandt andet til formål at opkvalificere ledige borgere i Københavns Kommune. Formålet med praktikken er at afdække eller optræne personens faglige, sociale eller sproglige kompetencer. En virksomhedspraktik er på mellem 4 – 12 uger afhængigt af kandidatens profil og behov. De gældende regler for virksomhedsordningen kan oplyses ved henvendelse til Jobcenter København. Ansøgning af virksomhedspraktikpladser stiles også direkte til Jobcenter København.
Kongehuset har et Snedker- og Møbelkonserveringsværksted, hvor der løbende er to Møbelsnedkerlærlinge i kortere eller længere praktikforløb. Hensigten er at understøtte håndværket, medens man kan få et unikt indblik i traditionelle snedkerteknikker. Lærlingene indgår i den daglige produktion på Snedkerværkstedet. Praktikanter udvælges normalt i samarbejde med praktikvejlederne på de tekniske skoler og vurderes ud fra praktiske evner og evnen til at indgå i teamet og i huset som helhed. Snedkerværkstedet har derudover praktikanter fra udenlandske snedker og konservatorskoler på længere ophold.
Ansøgninger til opslåede stillinger samt uopfordrede ansøgninger kan søges her.
Det er muligt at komme i erhvervspraktik i udvalgte afdelinger i Kongehuset. Dette gælder for skoleelever på 8.-10. klassetrin. Under praktikopholdet vil erhvervspraktikanten via konkrete opgaver få et indblik i en del af Kongehusets daglige virke. Der er et begrænset antal erhvervspraktikpladser.
Kongehuset modtager gerne uopfordrede ansøgninger til erhvervspraktik. Læs mere her.
-
Foto: Kongehuset ©
-
Foto: Keld Navntoft, Kongehuset ©
-
Foto: Kongehuset ©
-
Foto: Kongehuset ©
-
Foto: Keld Navntoft, Kongehuset ©
-
-
-
Foto: Kongehuset ©
-
Foto: Keld Navntoft, Kongehuset ©
-
Foto: Keld Navntoft, Kongehuset ©
-
Foto: Kongehuset ©
-
Foto: Ida Guldbæk Arentsen, Ritzau Scanpix ©