Privat til redaktionerne: H.M. Dronningen afholder omegnsreception på Fredensborg Slot

Onsdag den 13. november 2019 er Hendes Majestæt Dronningen vært ved en omegnsreception på Fredensborg Slot. Her vil repræsentanter fra lokalsamfundet være inviteret til reception på Dronningens nordsjællandske slot.

Repræsentanter i omegnen af Fredensborg Kommune er inviteret til reception på Fredensborg Slot den 13. november 2019. Hendes Majestæt Dronningen vil her byde velkommen til gæster, der har en særlig betydning for området omkring Fredensborg Slot, herunder repræsentanter fra kommunen og det offentlige samt repræsentanter fra virksomheder og kultur- og sportsinstitutioner. Ved omegnsreceptionen får Dronningen mulighed for at hilse og takke en række personer, der er særligt engageret i lokalområdet.  

Traditionen med omegnsreceptioner går langt tilbage og startede oprindeligt på Fredensborg Slot, hvor kongen inviterede gæster til omegnstafler og haveselskaber. Siden har traditionen udviklet sig til receptioner, der på skift bliver afholdt på residensslottene Fredensborg Slot, Graasten Slot eller Marselisborg Slot.

Ved årets omegnsreception på Fredensborg Slot har pressen mulighed for at dække gæsternes ankomst ved Blå Port kl. 18.50-19.20. Pressens mødetid er kl. 18.20 ved gitterlågen, Ydre Slotsgård. Pressekort skal forevises.

Medier, der ønsker akkreditering, bedes sende en e-mail med navn, medie, titel og kontaktinformationer til Kongehusets Kommunikationsafdeling på e-mail kom@kongehuset.dk senest tirsdag den 12. november kl. 10.00. Akkrediteret presse får direkte besked samme eftermiddag.

Lene Balleby
Kommunikationschef