Godmorgen

Gennem mit arbejde som Kronprinsesse og repræsentant for Danmark er jeg så privilegeret at rejse rundt omkring i verden og møde mange fantastiske piger og kvinder. For to et halvt år siden besøgte jeg Dhaka, hovedstaden i Bangladesh.

Her mødte jeg piger fra byens fattigste slumområder. Historierne om, hvordan de dagligt kæmper for pigers ret til at gå i skole – ikke kun for deres egen skyld, men for alle de piger, der vokser op i deres land - gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. 

En af pigerne spurgte mig: Hvad er det bedste ved at være prinsesse? 

Jeg svarede hende, at på en dag som denne, så er det bedste, at jeg får lov til at møde piger som jer. Og de var seje piger.

I min rolle har jeg ofte mulighed for at holde tale, og den mulighed bruger jeg til at fortælle historier, som jeg har hørt i mit møde med piger og mange andre mennesker. De historier skal fortælles videre. Og de historier betyder, at vi bedre kan forstå de udfordringer, de står overfor og dermed er bedre i stand til at skabe forandring – sammen. 

Mange af de pigers historier, som jeg har taget med mig, har jeg fortalt igen og igen. Men jeg behøver ikke at fortælle dem i dag. For i dag er vi så heldige at have besøg af Farzana fra Dhaka i Bangladesh, som selv kan fortælle sin egen historie om, hvordan det er at vokse op som pige der, hvor hun bor. 

Så om lidt vil jeg overlade mikrofonen til Farzana.

I dag er det FN’s Internationale Pigedag. 

I dag handler om at give en stemme til de piger, som ikke har muligheden for at sige fra – eller til. Vi skal lytte til de piger – ikke kun i dag – men hver dag, indtil de kan vælge frit.

Når Farzana ikke er i skole, kæmper hun for, at piger som hende ikke skal tvinges til at gifte sig, mens de stadig er børn selv. 

Hun kæmper for, at pigerne ikke skal være bange for at gå uden for hjemmets fire vægge. 

Og hun kæmper for, at alle piger får mulighed for at gøre skolen færdig og udleve deres drømme.

Alt for mange steder i verden bliver et barns skæbne afgjort i det øjeblik, barnet bliver født som dreng eller pige. Pigerne fødes ind i en virkelighed, hvor forældede kønsnormer, hvilket vil sige traditioner om drenge og pigers rolle i samfundet, afgør hendes skæbne, allerede når hun kommer til verden. 

Der er mange millioner piger, som aldrig får lov til at udleve drømmen om at blive politibetjent, sygeplejerske, astronaut eller politiker. I stedet bliver de ofte begrænset i deres muligheder og er i større risiko for at få krænket deres rettigheder, som f.eks. ret til at gå i skole, ret til at bestemme over egen krop og ret til et liv uden vold – alene fordi de er piger.

Det er en virkelighed, hvor alt for få piger går i skole. Hvor de ikke får den uddannelse, der kan løfte dem ud af den fattigdom, som har forfulgt deres familie i generationer.

130 millioner piger i verden burde gå i skole lige nu, men gør det ikke.

Det er meget uretfærdigt og faktisk en tragedie. Ikke blot for den enkelte pige, men for det samfund, hun er en del af. Når piger uddanner sig, gavner det også hendes familie og lokalsamfundet omkring hende.

Både nu og i fremtiden.

Et barn, som er født af en mor, der kan læse, har 50% større chance for at overleve og blive mere end fem år gammel.

For hvert ekstra år en pige går i skole, stiger hendes livsindkomst med 11%. 

Og vi ved, at kvinder, der har midlerne, i højere grad investerer i deres børns uddannelse og sundhed.

Verden har brug for, at pigerne kommer i skole. Vi har brug for de kvinder, de vokser op til at være.

Intet samfund – ingen nation – har råd til at lade pigerne i stikken.

130 millioner piger, der ikke går i skole.

Det er let at blive modløs og give op, når man hører så svimlende et tal. Men det gør jeg faktisk ikke.

Der findes nemlig tusinder af piger og unge kvinder verden over, der gør en forskel. Piger, som hver dag arbejder for ligestilling i lande, hvor den synes så uopnåelig. De arbejder stædigt for at få piger tilbage på skolebænken. De kæmper for deres egne rettigheder, og de kæmper i lige så høj grad for andres. 

Jeg har mødt de piger. Jeg har mødt dem i Etiopien. I Kenya. I Bangladesh og mange andre steder, hvor piger ikke fødes med de samme muligheder som drenge. 

Deres styrke og mod imponerer og rør mig lige dybt hver gang. Og hver gang beder jeg dem om at fortælle mig deres historier.

Og disse historier fortæller jeg til min familie og venner. Jeg fortæller dem til børn og unge som jer. Og jeg fortæller dem til de ansvarlige beslutningstagere, jeg møder.

Vi kan gøre en forskel sammen med pigerne. Men det kræver, at vi lytter, forstår – og handler.

Det kræver, at vi lytter til Farzana.

Glædelig pigedag, alle sammen.

Farzana. Please, will you share your important story with us?