Åbning af vikingeudstilling i Berlin
H.M. Dronningen aflægger officielt besøg i Berlin den 9.-10. september 2014 og vil i den forbindelse forestå åbningen af udstillingen ”Die Wikinger”.
Dronningen forestår den officielle åbning af udstillingen tirsdag den 9. september i selskab med Tysklands Forbundspræsident, Joachim Gauck.
”Die Wikinger” er skabt i samarbejde mellem Museum für Vor- und Frühgeschichte i Berlin, British Museum i London og Nationalmuseet i København. En del af udstillingen tæller ’Roskilde 6’, som er det hidtil længste vikingeskib, der er fundet.
Den oprindelige udstilling fra København og London er i anledning af den nye udstilling i Berlin blevet udvidet med den største rekonstruktion af et vikingeskib ”Havhingsten fra Glendalough” på foranstaltning af den danske ambassade i Berlin og Vikingemuseet i Roskilde. Vikingeskibet, der anløber Berlin via Spreefloden den 6. september, blev søsat i 2004 med deltagelse af Dronningen.
I forbindelse med det officielle besøg vil Dronningen også møde Berlins overborgmester, Klaus Wowereit, ved Brandenburger Tor, besøge den danske kirke, Christianskirken, samt slotsparken i Potsdam under ledsagelse af Brandenburgs ministerpræsident Dietmar Woidke. Derudover vil Dronningen aflægge besøg hos kunstner Olafur Eliasson i dennes studie i Berlin.
Yderligere oplysningerLæs mere om H.M. Dronningen.
PresseinformationPresse- og kulturchef Per Erik Veng, Den Danske Ambassade i Berlin, e-mail perven@um.dk eller tlf. +49 (0) 170 9255155.
For akkreditering til at dække besøget
Projektleder Kristina Sindberg, Have Kommunikation, e-mail kristina@have.dk eller tlf. 24 86 01 84.