H.K.H. Kronprinsessen og udviklingsministeren besøger syriske flygtninge

H.K.H. Kronprinsessen, 2011
  •  
  •  
  •  

H.K.H. Kronprinsessen og udviklingsminister Christian Friis Bach rejser i dag til Jordan for at sætte fokus på krigen i Syrien og de millioner af flygtninge, der strømmer ind over grænsen til nabolandene.

Besøget i Jordan består af et feltbesøg i en flygtningelejr, hvor Kronprinsessen og udviklingsministeren får mulighed for at tale med syriske flygtninge og danne sig et førstehåndsindtryk af situationen, nødhjælpsindsatsen og nye behov for humanitær bistand.   

Kronprinsessen er protektor for Dansk Flygtningehjælp, der står for uddeling af basal nødhjælp i flygtningelejre til krigens ofre, både i nabolandene, men også inde i Syrien. Dansk Flygtningehjælp og Dansk Røde Kors er nogle af de få nødhjælpsorganisationer, der har det syriske regimes tilladelse til at operere i landet og spiller derfor en central rolle i det internationale samfunds humanitære indsats. 

Mere end seks millioner mennesker er sendt på flugt på grund af den syriske borgerkrig, heraf to millioner til nabolande som Jordan og Libanon og det nordlige Afrika. Fire millioner flygtninge befinder sig inde i Syrien. Situationen er især kaotisk i den vestlige del af landet i og omkring byerne Aleppo og Homs. Her er befolkningen indespærret mellem de kæmpende styrker, og det er meget vanskeligt for de internationale nødhjælpsorganisationer at få hjælpen frem.  

Som en del af Kronprinsesens og udviklingsministerens program i Jordan indgår også besøg til projekter, der ikke har direkte relation til krigen. Her er tale om dansk støttede initiativer under Det Arabiske Initiativ, der sætter fokus på kvinders rettigheder – blandt andet forebyggelse af vold. 

Ligestilling og kvinders rettigheder er ligeledes et prioritetsområde for dansk udviklingsbistand. Kronprinsessen og udviklingsministeren har tidligere besøgt Mozambique for at sætte fokus på området. 

Publiceret 20. august 2013

Accept af cookies

Ifølge lovgivningen skal der oplyses om brugen af cookies. Kongehuset benytter cookies for at sikre, at hjemmesiden virker korrekt samt i forbindelse med statistik.

Cookies fra hjemmesiden kan altid slettes igen.

Læs mere om cookies