Kronprinsparrets Priser uddelt i Musikkens Hus

Musikkens Hus i Aalborg.
Musikkens Hus i Aalborg. Foto: Hélène Mogensen de Monléon ©

Kronprinsparret har netop uddelt Kronprinsparrets Priser i Musikkens Hus i Aalborg.

Kronprinsparrets Kulturpris på i alt 500.000 kr. blev i år uddelt til designer Cecilie Manz, som har markeret sig inden for sit fag som en fornyer af skandinavisk design. I Kronprinsparrets motivationstale lød det blandt andet:

”Den grundlæggende idé er altid stærk i Manz’ design, der både fremkalder associationer til historiske designgenstande og samtidig tydeligt afspejler nutiden. Cecilie Manz evner at kombinere forskellige designstrategier på nye måder. I hendes design opstår der typisk en tvetydighed, der på en interessant måde pirrer vores fantasi. Det er netop hendes særegne måde at fusionere til tider komplekse idéer med et enkelt og rent udtryk, der giver et både sensitivt og vedkommende design.”

Kronprinsparrets Sociale Pris på 500.000 kroner blev uddelt til TUBA (Terapi og rådgivning for Unge som er Børn af Alkoholmisbrugere) – en selvstændig organisation ejet af Blå Kors Danmark. TUBA har 13 afdelinger landet over, hvor de tilbyder gratis hjælp, rådgivning og terapi til unge mellem 14 og 35 år, der er vokset op i hjem med alkoholmisbrug. Kronprinsparret overrakte prisen til TUBA med blandt andet følgende ord:

”Med terapi, råd og vejledning gør TUBA en uvurderlig indsats for de unge, som er børn af alkoholikere. TUBA tilbyder disse unge et fællesskab med andre, som ved lige præcis, hvordan de har det, fordi de selv er vokset op i familier, hvor alkoholmisbrug har præget hverdagen. I TUBA får de unge den opmærksomhed fra omsorgsfulde voksne, som mange ikke har oplevet i hjemmet.”

De to Stjernedryspriser på hver 50.000 kroner gives i år til fotograf Lærke Posselt og skuespiller Johanne Louise Schmidt. Ved overrækkelse af prisen til fotograf Lærke Posselt udtalte Kronprinsessen blandt andet:

”Lærke Posselt er godt på vej til at indtage verdensscenen som ung dansk fotojournalist med beviseligt internationalt potentiale. Hendes billeder formidler historier fra en virkelighed, der til tider kan virke mere fiktiv end realiteterne, som når hun portrætterer fænomenet børneskønhedskonkurrence i de amerikanske Sydstater. Posselts talent er åbenbart, men også kunstnerisk dristighed kendetegner fotografens projekter. I en tid hvor nyheder hektisk skrives, fortælles og ofte glemmes igen, har Posselt allerede fået skabt vigtige visuelle fortællinger, der brænder sig ind på nethinden.”

I sin motivationstale til skuespiller Johanne Louise Schmidt udtalte Kronprinsen blandt andet:

”Johanne Louise Schmidt har kun omkring fem år bag sig som uddannet skuespiller. Alligevel har hun formået at manifestere sig som en af sin generations mest spændende og vidtfavnende scene- og filmkunstnere. Hun imponerer med sin stærke udstråling og sit intense fysiske skuespil, der rækker helt ned til de bagerste rækker.”

YDERLIGERE OPLYSNINGER

Læs pressemeddelelse om prisuddelingen.

Læs mere om Kronprinsparrets Priser 2014.