Markering af en kongelig fødsel

Den kongelige krone tegnet af Claus Achton Friis i 1972.
Den kongelige krone tegnet af Claus Achton Friis i 1972.

En kongelig fødsel har historisk set været omgivet af traditioner og officiel markering. I dag markeres en kongelig fødsel ved, at der affyres kanonsalut samt flages fra officielle bygninger m.v.

Salut

Når Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie er nedkommet, saluteres der fra henholdsvis Batteriet Sixtus på Holmen i København og fra Kronborg Slot i Helsingør. De fire kanoner, der benyttes på Batteriet Sixtus, er fra 1944. De betjenes af Søværnets personel. De 17 kanoner, der benyttes på Kronborg Slot, er fra 1766 – 1769. De betjenes af artillerister fra Hæren. Begge steder skydes der med sortkrudt.  

Der afgives 21 skud. Nedkommer Prinsessen inden kl. 12.00, afgives salut samme dag kl. 12.00. Nedkommer Prinsessen efter kl. 12.00, afgives de 21 skud den efterfølgende dag kl. 12.00.

Historisk set har afgivelsen af kanonsalut været et signal om en stor begivenhed. Helt tilbage fra Vikingetiden har man anvendt særlige signaler i form af bål på bavnehøje for at oplyse om vigtige begivenheder.

Flagning

Ved mærkedage i Kongehuset flager det officielle Danmark. Dette er også tilfældet i forbindelse med en kongelig fødsel. Nedkommer Prinsessen inden kl. 12.00, flages der samme dag fra kl. 12.00. Nedkommer Prinsessen efter kl. 12.00, flages der fra officielle bygninger, færger m.v. den efterfølgende dag.

Den Kongelige Livgarde

Ved Kongehusets mærkedage er der tradition for, at Den Kongelige Livgardes vagtstyrke ved de kongelige slotte og palæer anlægger såkaldt ”blå vagtgalla”. Dette vil ske fra det tidspunkt, hvor fødslen bekendtgøres og indtil midnat. Hvis fødslen sker efter midnat, vil blå vagtgalla blive anlagt fra næste morgen kl. 06.00 til kl. 24.00.

Den blå vagtgalla adskiller sig fra den almindelige vagtpåklædning, som kaldes ”blå vagtmæssig”, ved at der til blå vagtgalla anlægges en fangsnor, som er fastgjort i bjørneskindshuen og går rundt om halsen. For menige og befalingsmænd er fangsnoren en hvid bomuldssnor, mens den for officerernes vedkommende er i guldtrækkeri. Fangsnorens oprindelige funktion var at sikre, at garderen ikke tabte sin bjørneskindshue i kamp.