Prædiken ved festgudstjeneste i Christiansborg Slotskirke søndag den 15. januar 2012

  •  
  •  
  •  

Prædiken af biskop Peter Skov-Jakobsen ved festgudstjeneste i Christiansborg Slotskirke søndag den 15. januar 2012 i anledning af H.M. Dronningens 40-års Regeringsjubilæum

Salmer i Den Danske Salmebog: 3 – 46 – 143 – 266

Tekst: Johannes 4,5-26

Menneskets vej – det er, hvad vi skal mødes om i dag.
Menneskets vej mellem lykke og ulykke, mellem drøm og virkelighed, mellem fordom og frihed. Det er ad den vej, vi går i ansvar og glæde.
Vi mødes også til fest, for vi fejrer vores majestæt, og i gudstjenesten gør vi, som vi plejer: Vi spejler vores liv i de gamle tekster for at finde det, der binder os sammen, og derfor skal vi i dag om ad vejen til Samaria.

Træt sad Jesus ved kilden. En samaritansk kvinde kommer, og der sker noget som har stået i erindringen lige siden!
Fortællingen falder over os som plaskregn i oktober. Jesus skulle have ignoreret hende, altså hende udlændingen, hende der troede forkert, hende der ikke vidste besked, hende den uanstændige, men han beder hende om vand.

Han slog en bro over kløften mellem fremmed og hjemlig, mellem mand og kvinde, mellem retfærdig og uretfærdig, mellem rettroende og synder.

Han havde etableret tillid mellem sig selv og hende. Nok er hun fremmed, men han genkender hende, og lige siden har det hvilet i vores sind, at den fremmede erfarer vi kun på baggrund af genkendelighed.
Jesus hævder, at dersom hun vidste, hvem han var, så ville hun bede ham om vand. Det synes den samaritanske kvinde er temmelig kækt og gør opmærksom på, at brønden er dyb, og han er uden spand. Hun har noget, som Jesus har brug for. Der er gensidighed på spil.
Hendes frimodige svar afstedkommer ikke surhed. Han vil hende. Han er optaget af netop hende. Ingen ord kan komme imellem dem og skabe afstand. Det vand han vil give hende, vil slukke hendes tørst efter liv.

Nu tramper Jesus i hendes historie. Han udfordrer hende: Kald på din mand! Hun stirrer ham i øjnene, for han ved jo godt, at der er noget med fem mænd og så en sjette, og at hun aldrig har været gift med nogen bestemt; men gudskelov er det sjældent, at nogen er så uheldig. Men læg mærke til, at der ikke er et moralistisk ord. Hun er lige ved at lade sig overbevise om, at de tager fejl i Samaria, og at de har ret i Jerusalem; men så griber Han ind og forløser situationen og hævder, at alting er anderledes.
Der er noget helt andet på spil, nemlig det der sker i Ånd og Sandhed og som samles i Kristus-skikkelsen. Det er på spil. Det er det, vi mødes om i kirken, men endnu vigtigere: det er det, vi mødes om i vores liv uden for kirkens beskyttende mure.
Ånden og Sandheden har aldrig kunnet lukkes inde.
Der er nok, der har forsøgt sig. I kirken har der altid været nogen, der ville have sandheden til forvaltning, og de var ikke bange for at bandlyse de andre. Religion kan blive fanatisk, udannet og forbundet med mørke og had til menneskeheden.
Ideer, ideologier og politik kan finde på at stille soldater op i geled, køre i kolonner med krigsmateriel og skræmme befolkninger med hemmeligt politi og terror.

”I Ånd og Sandhed” havde Jesus sagt, for mennesker skulle ikke spærres inde, fantasien var sat løs.
Jeg lever gerne i genskinnet fra den samaritanske kvinde. Hvis der er plads til hende i længslen efter Ånden og Sandheden, så er der også plads til mig, til os! Hun tager sin skæbne på sig. Hun står ved sit liv.

Den lærde jødiske tænker Martin Buber hævder, at der er en særlig vej for ethvert menneske. Det store og hellige, som går forud for os, skal vi lære af; men vi skal ikke blot kopiere. Vi skal ikke gøre det, som allerede er gjort. Derimod skal vi gøre det, der skal gøres. Hvert eneste liv er opfyldt af tjeneste for medmennesket, for nationen, for verden. Én har kærlighedens tjeneste, en anden styrkens, en tredje pragtens tjeneste.  Nogle mennesker bruger deres liv i tjenesten for en bestemt samfundsgruppe og varetager særlige holdninger. I dag fejrer vi et regeringsjubilæum. Vi fester, fordi der i vort folk findes denne helt bestemte tjeneste, at et menneske, vores dronning, skal være det samlende udtryk for vores folk og nation. Det er en mangfoldig tjeneste, der fylder et helt menneskeliv og som møder vore forventninger om at holde sammen på danske, færøske og grønlandske. Det er en tjeneste, som taler os sammen, også selv om vi har forskellig tro eller meget forskellige baggrunde. Det er en tjeneste, som får os til at se hinanden, erfare den anden, udvise agtelse for forskelligheden.

Det er i menneskers forskellighed, at vores store mulighed ligger. Der er ikke kun én vej til medmennesket; også til Gud kommer hvert eneste menneske fra sit sted. Om livet lykkes afhænger af, om man tør gå på sin livsvej. Om man skal gå den ene eller den anden vej afhænger aldeles af menneskets eget væsen og bestemmelse. Et er sikkert: vores opgave kan det aldrig være at vende os bort fra det levende væsen, der drager vort hjerte til sig.

Den samaritanske kvinde stiller mange af vort livs ”scenarier” op foran os: tro, fordom, tillid, Ånd, sandhed, kærlighed. Disse spørgsmål følger menneskeheden. Tør vi tro på noget, eller er vi bange for skuffelsen? Tør vi have tillid til vores egen kultur og det vi har lært, eller vil vi hellere relativere alt? Tør vi være hjemme i vort eget og åbne os for det fremmede? Eller holder vi fast i fordommen af skræk for fremtiden og i en ængstelse for at blive væk?

Benny Andersen har fået vores angst, fordom og forbehold på ord og i sætning, når han skriver om os: ”nationalsporten er kanøfling/ humoren er brolagt med bananskaller/ i folkeviddets troldspejl ses/ ofre/ som trusler/ medmenneskelighed/ som udansk.”

Men digteren skriver kun sådan, fordi han tror på, at i HC Andersens fædreland har vi ikke mistet evnen til at lytte til eventyret og drømmen, og derfor har vi tillid til, at vi kan ”forny vort ry” og bryde ud af fordommen.

Fordomme er ikke forbeholdt nogen bestemt. Da Jesus talte til hende, var alle klar over, at den, der tør overlade sig til at leve i Ånd og Sandhed, også kan bryde med den forudindtagede mening. Den, der længes efter sandheden, er ikke spærret inde i en bestemt kultur, i tarvelige talemåder, bagved politiske eller religiøse dogmer.
Nogen skal turde sige, at vi mennesker har en tilbøjelighed til at hænge andre op på de ledige kors. Nogen skal turde sige, at hvis vi taler sådan, skriver sådan, gør sådan, så vil vi slå noget ihjel i medmennesket.
”Hvad er sandheden?” spurgte Pilatus og overlod verden til et hæsligt smiskende grin!
Jesus har knyttet os til drømmen og længslen efter Ånden og Sandheden, og vi forråder alt og overgiver os til skammen, hvis vi ikke bærer den arv med os. Han træder hen imod os med den sandhed, som gør os frie.

Ved brønden i Samaria gik en længsel i opfyldelse. Hun mærkede, at han elskede hende, og nu turde hun være til og håbe på fremtid.
Tør vi forsøge at identificere længsler og drømme? Tør vi kigge efter agtelsens og hengivenhedens udtryk her i verden?  Monarkiet minder os om, at et samfund ikke blot er organisation og struktur. Samfund skabes af mennesker, som tager livet på sig, gør deres tjeneste. Der er en fælles midte i vores folk. Der er et menneske, der hævder vores drøm, nemlig at vi er på vej ind i fremtiden, men vi kommer med en fælles fortid og samtid.

Drømmen er, at vi erkender, at selv om vi går hver vores vej, og vi alle gør vores særlige tjeneste, så vender vi ikke ryggen til hinanden, vi går ikke bort fra hinanden. Vi vender ansigtet mod hinanden og undrer os over, hvor godt det er at forstå hinanden i vores fædreland, hvor vi taler modersmål og mange andre sprog.

I dag fejrer vi med dyb taknemmelighed og stor agtelse, at vores dronning gør sin tjeneste og får vores øjne til at gå op for andre folkeslag og se det hjemlige, det fremmede og anderledes som oplevelse og berigelse.

Lad os derfor slutte som vanligt med at bede for alle, som tynges af samfundets byrder, hvad enten de bærer på dets ansvar eller knuses under dets vægt – ja og måtte Gud så bevare dronningen, måtte Gud bevare os alle!

Publiceret 15. januar 2012

Accept af cookies

Ifølge lovgivningen skal der oplyses om brugen af cookies. Kongehuset benytter cookies for at sikre, at hjemmesiden virker korrekt samt i forbindelse med statistik.

Cookies fra hjemmesiden kan altid slettes igen.

Læs mere om cookies