Program for besøg i Marokko

H.K.H. Kronprinsessen, 2011
H.K.H. Kronprinsessen, 2011 Foto: Steen Evald

Den 2. - 4. september rejser H.K.H. Kronprinsessen som formand for Mary Fonden til Marokko for at besøge en række initiativer, hvor formålet er at bekæmpe vold mod kvinder og forbedre kvinders rettigheder generelt i Mellemøsten og Nordafrika (MENA-regionen).

I Marokko vil Kronprinsessen besøge organisationer, der har haft glæde af danske erfaringer inden for kvindekrisehjælp – og ikke mindst vil Kronprinsessen møde nogle af de kvinder og børn, som gennem det internationale samarbejde støttes til et liv uden vold.  

Initiativerne finder sted som en del af ”Det Arabiske Initiativ” under Udenrigsministeriet, hvor KVINFO som overordnet programorganisation sammen med Danner og LOKK (Landsorganisationen af Kvindekrisecentre) samarbejder med kvindeorganisationer i MENA-regionen inden for området vold mod kvinder. 

Kronprinsessens interesse for arbejdet i MENA-regionen blev vakt under 2nd World Conference of Women’s Shelters i Washington i februar 2012 efter et møde med hovedpersonerne bag samarbejdsprojektet.

Kronprinsessen har som formand for Mary Fonden engageret sig i arbejdet for at bekæmpe vold mod kvinder og børn gennem Mary Fondens forskellige projekter. Herudover er Kronprinsessen medlem af det internationale panel ICPD’s High Level Task Force samt protektor for FN’s Befolkningsfond og Maternity Worldwide. 

Program

Mandag den 2. september

Rabat

Mausoleum Mohammed V
kl. 15.10

Kronprinsessen besigtiger Mausoleum Mohammed V heriblandt Kong Mohammed V's og Kong Hassan II's gravkamre.  

Tirsdag den 3. september

Den danske ambassade
kl. 9.20

Kronprinsessen besøger den danske ambassade i Rabat. Under besøget mødes Kronprinsessen med Zhor Al Horr og Rabea Naciri, der begge er engageret i arbejdet med kvinders rettigheder i Marokko. 

UAF center for voldsramte kvinder
kl. 10.40

Kronprinsessen besøger et center for voldsramte kvinder opstartet af NGO'en Union de L'Action Féminine (UAF). Under besøget vil Kronprinsessen blive præsenteret for UAF's arbejde for at fremme kvinders rettigheder i Marokko. UAF samarbejder med den danske organisation KVINFO. 

Retten i Temara
kl. 11.55

Kronprinsessen besøger retten i første instans i Temara, en specialenhed under Justitsministeriet i Marokko, der håndterer sager om voldsramte kvinder. Kronprinsessen får under besøget mulighed for at tale med en kvinde, der har været udsat for vold. 

Frokost
kl. 13.00

Den danske ambassadør i Marokko, H.E. Ambassadør Michael Lund Jeppesen, er vært ved en frokost for Kronprinsessen og organisationerne KVINFO, Danner og LOKK. 

LLDF kvindecenter
kl. 15.15

Kronprinsessen besøger La Ligue Démocratique des Droits des Femmes (LLDF), en marokkansk kvinderettighedsorganisation. Kronprinsessen vil blive præsenteret for LLDFs arbejde og initiativer i Marokko samt møde to kvinder, der har været ofre for vold. LLDF er en af KVINFOs samarbejdspartnere i Marokko.

Onsdag den 4. september

Casablanca

Likaa NGO
kl. 10.30

Kronprinsessen besøger Association Likaa pour le Développement, en NGO med fokus på marginaliserede unge kvinder i Marokko. Kronprinsessen besigtiger bl.a. en af Likaas velgørenhedsbutikker. 

Moské Hassan II
kl. 11.50

Kronprinsessen besigtiger moskéen Hassan II. 

Tilila kvindeherberg
kl. 15.30

Kronprinsessen besøger Tilila, et herberg for voldsramte kvinder, i Casablanca. Kronprinsessen får en præsentation af herberget og dets aktiviteter og vil herefter få forevist herbergets lokaler samt møde nogle af de kvinder, der bor på herberget. Tilila er et af KVINFOs projekter i MENA-regionen. 

Links

Se fotos fra besøget.

Læs mere om H.K.H. Kronprinsessen.

Læs mere om Mary Fonden

Læs mere om Kvinfo.

Læs mere om Danner

Læs mere om LOKK

Yderligere information
  • Et nyligt studie har vist, at mindst 6 mio. kvinder i Marokko har været udsat for vold – 55 % af de voldsramte var gift.
  • I 2004 vedtog den marokkanske konge en ny familielov, Moudawanaen, der skulle forbedre kvinders rettigheder. Kvinder fik i den forbindelse ret til at blive skilt, de blev ligestillede ift. forældremyndighed, og det blev ulovligt at gifte sig med kvinder under 16 år. KVINFO har gennem sit arbejde i regionen bidraget til implementeringen af den nye familielov. 
  • I 2011 lancerede den marokkanske regering en national handlingsplan for at bekæmpe vold mod kvinder. 
  • KVINFO er Danmarks nationale videnscenter og forskningsbibliotek for køn, ligestilling og mangfoldighed. KVINFO er en selvejende organisation under Kulturministeriet og modtager projektstøtte fra flere forskellige ministerier og en lang række private fonde.
  • KVINFO modtager midler under ”Det arabiske initiativ” under Udenrigsministeriet, ca. 23 mio. kr. årligt for projekter der støtter partnerskaber, der arbejder for kvinders rettigheder og ligestilling i samfundet. 
  • KVINFO samarbejder med Danner og LOKK ift. kapacitetsopbygning af krisecenter til bekæmpelse af vold mod kvinder i MENA regionen herunder Marokko, Libanon, Jordan og Egypten. 
  • KVINFO har eget kontor i Marokko som en del af KVINFOs omfattende program for kvinders rettigheder og ligestilling i MENA regionen. 
  • Danner er den primært udførende part fra Danmark, når det gælder vold mod kvinder.
  • Mary Fondens mission er at bekæmpe social isolation inden for tre udvalgte indsatsområder, Mobning & Trivsel, Vold i Hjemmet og Ensomhed.
  • Mary Fonden identificerer, udvikler og driver projekter og indgår strategiske sociale partnerskaber med relevante parter.
Presseinformation

Læs pressemeddelelsen

Presseprogram kan downloades fra Presse

 

For yderligere information, kontakt:
Kommunikations- og pressechef Lene Balleby, tlf. 33 40 25 29
Kommunikationschef Heidi Krumhardt Mortensen, Mary Fonden, 
tlf. 30 25 30 53