Statsministerens tale ved gallataffel

  •  
  •  
  •  

Statsministerens tale ved gallataflet på Christiansborg Slot i anledning af Hendes Majestæt Dronningens 40-års Regeringsjubilæum (Det talte ord gælder)

Statsministerens tale til H.M. Dronningen ved gallamiddagen i anledning af 40-års Regeringsjubilæum den 15. januar 2012


Deres Majestæter. Deres Kongelige Højheder. Deres Excellencer. Mine damer og herrer. 

Kære Dronning Margrethe.

I dag for 40 år siden fik De et stort ansvar midt i en dyb sorg. De mistede Deres elskede far, og Danmark mistede en kær konge. 

De har fortalt om det vanskelige ved at få ansvaret i en ung alder og som ung mor. Men også om den styrke, det giver at tage pligten og skæbnen på sig. 

Jeg ved, at dagen står stærkt i Deres erindring. Naturligvis. 

Og den 15. januar 1972 er en dag, der står stærkt i erindringen hos os alle sammen – alle os, der er gamle nok til at huske den. 

Det var en dag, hvor danskerne stod skulder ved skulder på pladsen foran Christiansborg Slot og i gaderne op til pladsen - på trods af, at det vel egentlig ikke var en selvfølge dengang i starten af 70’erne.

Det var jo opbrudstider. Alt stod for skud – især traditionerne. Men ikke den dag.  

Alle slags mennesker var mødt op, gamle og unge, måske endda en republikaner eller to.

Og de, der ikke havde taget turen til slotspladsen på denne bidende kolde januardag, sad hjemme i sofaen foran tv-apparatet. Mange steder måtte man op af sofaen og hen og rette på stueantennen for at få det sort-hvide billede til at stå helt skarpt. 

Og det gjorde det så. Billedet af den unge dronning i sort kjole og med sørgefloret, som blæsten tog i. Det billede var med os ude i stuerne. Det ramte os i hjertet. 

Og dér har De været lige siden. 

Med værdighed, med nærhed og med omtanke har De været et fast holdepunkt for danskerne. 

Igennem hele Deres virke, har De har fået en solid opbakning fra hele Deres store familie. De har fortalt om den store støtte Deres mor Dronning 
Ingrid var for Dem. Hun var et samlingspunkt for hele den kongelige familie og en kærlig mormor for Deres Kongelige Højheder Kronprinsen og Prins Joachim. 

Men en person har nok støttet dem mere end nogen anden. Nemlig deres mand. Jeg vil i aften rette en særlig tak til Deres Kongelige Højhed Prinsgemalen. 

De er Dronningens sikre anker og livsledsager. De har støttet Dronningen i det officielle arbejde og i familien. De har været med til at give kongehuset den særlige status, det har. Også Dem skylder vi en stor tak i dag.

De var og er en talentfuld dronning. Det ville tage alt for lang tid at remse alle talenterne op. Maden ville blive kold, og gæsterne sultne. Og heldigvis er det ikke nødvendigt. 

For vi ved, hvad De kan. 

Jeg vil derfor begrænse mig til at afsløre et af Deres skjulte talenter. 

Jeg ved – for jeg har selv fået en smagsprøve – at De mestrer dialekter fra hele landet. Ja, det kan De også. Og det er ikke tilfældigt. 

Det viser, hvor meget De kender Deres land og hvor meget, De holder af deres landsmænd. At De har respekt for hele Rigsfællesskabet og for forskelligheden. 

En respekt, der også viser sig, når De et par gange om måneden modtager danskere i audiens. Gerne over hundrede mennesker. 

Og alle får Deres opmærksomhed. Fra pædagogen, der har arbejdet 40 år med udviklingshæmmede, til lokoføreren med en lang karriere ved banerne. Det er en del af Deres arbejde, som De taler meget varmt om.

De gør indtryk, hvor De kommer frem. Jeg husker selv, da Dronningen indviede S-togstationen i Ishøj i 1976. Alle skulle vi af sted og deltage i begivenheden. Vi stod på tæer for at få et glimt af en ægte Dronning. Jeg husker den fortættede stemning. 

Borgmesteren i sit stiveste puds. Forventningsfulde børn. Og fornemmelsen af at bo i en by, som havde fået besøg af en helt særlig gæst. For så var vi ligesom også noget særligt.

Jeg ved, at jeg deler den slags minder med 1000-vis af medborgere i hele riget, som har sat pris på, at De gjorde deres byer til noget særligt.

* * *

I dag har De regeret hele Danmark gennem 40 år. Det er lang tid for én person. Men det er en kort stund set i forhold til den tusindårige kæde, De er et led i. 

Jeg vil gå tilbage i tiden. Ikke helt til Gorm den gamle. Men til 1947, da en avis-nekrolog roste Deres bedstefar, Christian den tiende som et ”forbillede for regeringen.” En leder i samme avis konkluderede, at monarkiet ikke længere var et ”kampspørgsmål” i Danmark.

Og nej, det var ikke Berlingske Tidende. De borgerlige aviser udkom ikke på grund af typografstrejke. Det var Land og Folk. 

Siden er der ikke for alvor blevet sat spørgsmålstegn ved kongehuset i Danmark.

Christian den tiende var ”den rankryggede konge,” som det så malende blev beskrevet i Danmarks kommunistiske avis. 

Frederik den niende inviterede Danmark indenfor hos familien. 

Og som Margrethe den anden har De tilsvarende gjort tingene på Deres egen facon. 

Dengang i 1972 skulle hoffet nok vænne sig til, at der sad en kvinde på posten efter en lang række mænd. Margrethe den første var trods alt mange hundrede år siden. Og der kan være ting, vi kvinder gør anderledes. 

Men først og fremmest har De udfyldt Deres rolle som regent i pagt med tiden. 

I Deres nytårstaler rammer De tidsånden. Ja, det danske sprog bliver endda fornyet. Jeg behøver ikke nævne ordet.

Hele Danmark ved, hvad jeg tænker på.   

De har selv sagt med vanlig ironi: ”Der er ikke noget så begavet som folk, man er enig med.” Jeg kunne tilføje: I nytårstalerne formår De at sige noget begavet, som alle straks erklærer sig enige i.     

Gennem tre generationer har kongehuset fornyet sin rolle i et levende demokrati.  Også næste generation, Kronprinsparret, har fundet deres rolle som en moderne familie.  

Men er et monarki i et demokratisk samfund ikke noget af et paradoks? Hvordan kan det lade sig gøre?

Nogle forklarer kongehusets succes med, at det er en god forretning. Der skaffer ordrer til danske virksomheder, turister til kongeriget og et positivt omdømme i verden omkring os. 

Det er rigtigt alt sammen. Men historien er langt større end som så.

Kongehuset er ikke en forretning. Kongehuset er et nationalt samlingsmærke – en del af vores identitet som danskere. Et fast holdepunkt gennem skiftende tider. 

I formiddag holdt vi statsråd nummer 500 under Dronningens kyndige ledelse. Gennem 500 statsråd har De ledet otte statsministre og langt flere regeringer og ministre. 

Og når der skal dannes regering, så sikrer dronningerunden, at alt går rigtigt for sig. At vi har en uangribelig ramme om demokratiet.

Og kongehuset binder hele riget sammen. Der er en dyb og gensidig respekt mellem Dronningen og det grønlandske og det færøske folk. 
Er kongehuset da et paradoks i en moderne tid? Nej, langt fra. Danmarks kongehus er en hel og fuld del af et moderne Danmark. 

Men det kræver en vis fornemmelse for balancekunst af regenten. At balancere mellem samtid og tradition uden at falde i grøften. Det kræver sin dronning. 

Jeg ved, at jeg taler på vegne af hele Danmark, når jeg udtrykker stor respekt for og anerkendelse af den måde, De har forvaltet Deres rolle på.  Vi er stolte af vores Dronning.

Kære Dronning Margrethe. De er ikke alene Danmarks dronning. De er danskernes dronning.

Og på vegne af alle danskere er det en stor ære at kunne ønske tillykke med deres 40 års jubilæum. Til lykke fra hele Danmark.

Jeg vil bede alle om at rejse sig og udbringe et nifoldigt leve for Hendes Majestæt Dronningen. 

Hendes Majestæt Dronningen længe leve!

HURRA HURRA HURRA 
HURRA HURRA HURRA 
HURRA HURRA HURRA

Publiceret 15. januar 2012

Accept af cookies

Ifølge lovgivningen skal der oplyses om brugen af cookies. Kongehuset benytter cookies for at sikre, at hjemmesiden virker korrekt samt i forbindelse med statistik.

Cookies fra hjemmesiden kan altid slettes igen.

Læs mere om cookies