Eremitageslottet

Eremitageslottet har gennem årene været centrum for kongelige jagter, og anvendes i dag til afholdelse af frokoster. Slottet er en af senbarokkens ypperste værker i Danmark.

Eremitageslottet, 2010
Eremitageslottet, 2010
  •  
  •  
  •  

Christian 5. opførte fra 1694 et bindingsværkshus i to etager i Dyrehaven. I 1734 blev det revet ned, hvorefter hofbygmester Lauritz de Thurah opførte det nuværende jagtslot på bakketoppen midt på sletten i årene 1734-36.

Slottet er et fornemt eksempel på de Thurahs bygningskunst og et af senbarokkens ypperste værker i Danmark. Slottets grundplan er symmetrisk i alle fire etager.

I kælderen er køkkenet placeret centralt under spisesalen. Langs sydgavlen går den smukke trappe gennem hele huset. Trapperummet er beklædt med kakler med jagtmotiver. Kaklerne er fremstillet på fabrikken i Store Kongensgade.

Beletagen rummer den store spisesal; det fornemste rum med rig udsmykning af marmor, stuk, spejle og marmoreret træværk. De to sydlige kabinetter er indrettet i kraftig senbarok, mens de tre nordlige kabinetter, kongens og dronningens værelser, er indrettet i rokoko. Tagetagens midterste rum er indrettet som opholdsrum for tjenestefolk.

I 1736 opsatte snedkermester Johan Jeremias Reusse en taffelmaskine, en maskine med bord og tilbehør. Det berømte eremitagebord, der ved en hejseanordning tillod det veldækkede bord at stige op fra og efterfølgende ned til det underliggende køkken gennem en lem i spisesalens gulv, således at man kunne dinere uden tjenerskab eller, på fransk, "en Hermitage". Få år senere blev der, efter ordre fra Eigtved, konstrueret en ny taffelmaskine. Denne maskine blev fjernet i slutningen af 1700-tallet.

Slottet er renoveret adskillige gange. Senest gennemgik slottet i årene 1979-1991 en gennemgribende udvendig sandstensrestaurering.

Eremitageslottet har gennem årene været centrum for kongelige jagter. Det er stillet til rådighed for Dronningen, der i dag anvender det til frokoster.

Eremitageslottet er lukket for offentligheden. For yderligere informationer se Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme.

Se Eremitageslottet på kort

Accept af cookies

Ifølge lovgivningen skal der oplyses om brugen af cookies. Kongehuset benytter cookies for at sikre, at hjemmesiden virker korrekt samt i forbindelse med statistik.

Cookies fra hjemmesiden kan altid slettes igen.

Læs mere om cookies