Fredensborg Slot

Fredensborg Slot blev bygget som jagtslot for Frederik 4. og danner ofte ramme om store begivenheder i Kongehuset. Regentparret benytter slottet om foråret og efteråret.

Fredensborg Slot, 2005
Orangeriet på Fredensborg Slot, 2006
  •  
  •  
  •  

Fredensborg Slot blev bygget som jagtslot for Frederik 4. af arkitekt J.C. Krieger. Byggeriet blev påbegyndt i 1719. Hovedslottet blev indviet i 1722 og kirken i 1726. Slottet blev senere ombygget og udvidet under Christian 6., Frederik 5. og Dronning Juliane Marie af arkitekterne Nicolai Eigtved, L. de Thurah og C.F. Harsdorff.

Efter Dronning Juliane Maries død i 1796 blev slottet kun sjældent brugt. Først under Christian 9. og Dronning Louise blev slottet igen ramme om den kongelige families liv i længere perioder - da samlede "Europas svigerforældre" om sommeren deres børn og svigerbørn, der repræsenterede flere af Europas konge- og fyrstehuse, på Fredensborg Slot. I dag benytter Regentparret slottet tre måneder om foråret og tre måneder om efteråret.

Slottet danner ofte ramme om store begivenheder i den kongelige familie. Her holdes blandt andet bryllupsfester, sølvbryllupsfester og fødselsdagsfester. Her modtages statsoverhoveder fra alverdens lande på officielt besøg og her afleverer andre landes ambassadører deres akkreditiver til Dronningen. Ved statsbesøg er der tradition for, at det besøgende statsoverhoved med en diamant skriver sit navnetræk på en af slottets glasruder.

Dronningen har fastholdt den århundredgamle tradition, at slotskirken stilles til rådighed for menighederne i Asminderød-Grønholt sogne, og derfor holdes der åbne gudstjenester i kirken næsten hver søndag.

Slotshaven på omkring 120 ha. er oprindelig anlagt af J.C. Krieger. Den blev omlagt af N. Jardin i 1760'erne og er siden forandret i overensstemmelse med skiftende tiders smag. I vore dage er væsentlige træk af den oprindelige have genskabt.

Størsteparten af de skulpturer, der findes i haven, er udført af den nyklassicistiske billedhugger, J. Wiedewelt. I "Nordmandsdalen" er opstillet 68 sandstensfigurer forestillende norske og færøske bønder og fiskere. Disse figurer er oprindeligt hugget af billedhuggeren J.G. Grund. De er afformet og genhugget i slutningen af 1900-tallet.

I 1995 opførtes et orangeri i tilknytning til slottets urtehave. Her opbevares sarte planter om vinteren, og her produceres blomster til udsmykning af slottene.

Fredensborg Slot og slotskirke er åbne for publikum ved rundvisninger mod entre.

Fredensborg Slotshave, urtehave og orangeriet er åbne for publikum mod entre. Fredensborg Slotshave – herunder Nordmandsdalen – er åben for publikum uden entre året rundt, døgnet rundt.

Læs om Kancellihuset.

Yderligere informationer om Fredensborg Slot se Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme. 

Se Fredensborg Slot på kort

Accept af cookies

Ifølge lovgivningen skal der oplyses om brugen af cookies. Kongehuset benytter cookies for at sikre, at hjemmesiden virker korrekt samt i forbindelse med statistik.

Cookies fra hjemmesiden kan altid slettes igen.

Læs mere om cookies