De kongelige marcher kan nu opleves digitalt
En helt særlig musiktradition i Kongehuset kan nu opleves på Kongehusets hjemmeside, www.kongehuset.dk, når det fra i dag er muligt at høre de kongelige marcher og læse om historierne bag dem.
Siden midten af 1800-tallet har de kongelige marcher blandt andet lydt gennem Københavns gader, når Den Kongelige Livgarde har marcheret fra kasernen til Amalienborg og deltaget i dagens vagtskifte. Marcherne er en helt særlig musiktradition i Danmark, hvor monarken og medlemmer af den kongelige familie har fået komponeret personlige musikstykker, hvor der i melodierne ligger særlige hilsner og beskeder til marchens indehaver. Traditionen blev skabt af H.C. Lumbye og er siden blevet videreført til i dag, fra Frederik 7. til den nuværende kongelige familie.
I H.M. Dronningens Parademarch er der blandt andet referencer til den danske sangskat med H.C. Andersens ”I Danmark er jeg født”, i H.K.H. Prins Henriks Honnørmarch er det franske militærmarcher, i H.K.H. Kronprinsens Honnørmarch er det Carl Nielsens ”En rejselysten flåde” og i H.K.H. Kronprinsessens er det den australske folkemelodi ”Walzing Mathilda”, der er flettet ind i musikstykket. De kongelige marcher var i starten gaver fra komponisterne til de kongelige, men i nyere tid er marcherne blevet skabt i tæt samarbejde med de kongelige selv. Da H.K.H. Prins Joachim i 1989 fik sin egen march, var det et resultat af en marchkonkurrence, ligesom da Dronningen fik sin Parademarch. Senest modtog H.K.H. Prinsesse Benedikte en March i november 2017, som endnu ikke er indspillet.
Gennem århundreder har marcher været en musikalsk genre, der har været brugt til at styrke og opmuntre soldater, inden de skulle i kamp. Anført af et militærorkester sikrede det også, at der blev gået i takt, og marcher kendes derfor for den taktfaste komposition. I dag spilles marcherne af Den Kongelige Livgardes Musikkorps ved større begivenheder i Kongehuset, og når der er vagtskifte på Amalienborg, Fredensborg Slot, Marselisborg Slot og Gråsten Slot.
De kongelige marcher er nyindspillet af Den Kongelige Livgardes Musikkorps i Stærekassen i København og kan ses og høres på www.kongehuset.dk/de-kongelige-marcher.