H.M. Dronningen var fredag den 8. november 2019 til stede ved Københavns Universitets årsfest, hvor universitetets grundlæggelse traditionen tro blev markeret.
I år var temaet bæredygtighed, hvilket blandt andet kom til udtryk i rektor Henrik C. Wegeners tale og i årets festforelæsning ”Miljø og sundhed i et globalt perspektiv – Hvordan gør Københavns Universitet en forskel?” ved professor Flemming Konradsen.
Hendes Majestæt deltog i en højtidelighed i universitetets festsal, hvor årets æresdoktorer og doktorer blev proklameret. Derudover blev der overrakt medaljer til de studerende, der har vundet en guld- eller sølvmedalje for deres besvarelse af prisopgaver.
Københavns Universitet er med cirka 40.000 studerende og 9.000 medarbejdere en af Nordens største forsknings- og uddannelsesinstitutioner.