H.M. Dronningen aflægger besøg i Langeland Kommune

H.M. Dronningen aflægger besøg i Langeland Kommune i forbindelse med sommertogt med Kongeskibet Dannebrog.

Kongeskibet Dannebrog i Københavns Havn, 2010
Kongeskibet Dannebrog i Københavns Havn, 2010 Foto: Brian Bergmann ©

Den 8. september kl. 10.00 lægger Kongeskibet Dannebrog til kaj ved ’Kongekajen’ i Rudkøbing, hvorefter Dronningen kører i karet fra havnen til Langeland Rådhus eskorteret af Gardehusarregimentets Hesteskorte. På Langeland Rådhus vil der være officiel modtagelse i Rådhussalen. Herefter besøger Dronningen Asylcenter Holmegård, hvor Dronningen blandt andet skal møde flere af centrets beboere. Kommunens frokost foregår dernæst på herregården Broløkke. På besøgets førstedag vil Dronningen ligeledes besøge udstillingen ’Fiskeriets Hus’ i Bagenkop, koldkrigsmuseet Langelandsfortet og Marineudkigsstationen Føllesbjerg. Om aftenen er Dronningen vært ved en reception på Kongeskibet Dannebrog.

Den 9. september vil Dronningen besøge ’Hjørnet’, som er et aktivitets- og samværstilbud til mennesker med psykiske problemer og for socialt udsatte. Derefter vil Dronningen sejle med kommunens nye færge til Strynø. På Strynø vil Dronningen bl.a. besøge oplevelsescenteret ’Smakkecentret’, der formidler natur og kultur i det sydfynske øhav, Strynø Skole samt indtage frokost på Strynø Gamle Mejeri.

H.M. Dronningen er på sommertogt med Kongeskibet Dannebrog og aflægger den 5. – 9. september besøg i Odsherred Kommune, Favrskov Kommune og Langeland Kommune. Statsforvaltningen og de enkelte kommuner planlægger besøgsprogrammerne i samarbejde med Hofmarskallatet.