Kræftens Bekæmpelses Hæderspris den 4. februar 2016

Offentliggjort den 5. februar 2016

I dag er det World Cancer Day, og det bliver markeret rundt om i hele verden. I Danmark gør vi det ved at uddele Kræftens Bekæmpelses Hæderspris.

Med hædersprisen ønsker Kræftens Bekæmpelse at fremhæve den helt særlige indsats, som kan være med til at inspirere andre til at give kræftpatienter optimal behandling, pleje eller omsorg.

World Cancer Days globale slogan er i år: ”We can, I can”, og man skulle tro, at modtageren af Kræftens Bekæmpelses Hæderspris 2016 selv havde formuleret dette slogan. Det vil I forstå, når jeg om lidt afslører, hvem den værdige prismodtager er.

Når nogen hædres inden for kræftområdet, er det meget ofte for deres fremragende forskning, udvikling af nye kirurgiske metoder og andre videnskabelige fremskridt.

De hædres for resultater, der betyder, at flere kræftpatienter overlever, behandlingerne bliver mere effektive og skånsomme, og at flere patienter får en bedre livskvalitet efter en kræftsygdom. Det er afgørende og helt nødvendigt for, at der sker fremskridt i behandling af kræftpatienter, og at flere patienter får en bedre livskvalitet efter en kræftsygdom.  

Men det er også afgørende at have for øje, hvad der betyder rigtig meget for den enkelte patient, der er alvorligt syg og måske bange for at dø. I den situation har det uendelig stor betydning, at man mødes af en læge eller sygeplejerske, som har et varmt glimt i øjet, en trøstende hånd og som kan give et opmuntrende puf til at komme videre.

Dette års prismodtager er en ildsjæl, der gennem empati og handlekraft skaber forandringer for sine medmennesker. Hun får ting til at ske.

En patient har skrevet i indstillingen om prismodtageren: (citat)

”At ha’ kræft er rimli’ ’nedern’. At være indlagt med feber eller for at få kemo er også ok stramt. Men så har vi Maiken. Mor, når nu mor ikke altid kan være der.

Hun får os ud af sengen og ind i Kræftværket, selvom man umiddelbart ikke har lyst eller energi, så vi får set andre skaldede idioter. Både for patienten og de pårørende evner hun at favne et helt Rigshospitals kræftramte unge. Hun er medicin!

Man bliver dybt rørt, når man hører sådan en motivering.

Nu har jeg allerede sagt prismodtagerens fornavn, og det er mig derfor en stor glæde at afsløre, at modtageren af Kræftens Bekæmpelses Hæderspris 2016 er:

Maiken Hjerming, sygeplejerske og ungekoordinator for unge med kræft på Rigshospitalet.

Maiken har det varme indlevende glimt i øjet og den trøstende hånd. Hun giver også et opmuntrende puf til at komme videre, når det er det, der er brug for.

Maiken er først og fremmest sygeplejerske, men hun er meget mere. Maiken har en unik evne til at indleve sig i andres situation – til at lytte, se deres behov og gøre noget for at indfri dem.

Hun møder alle kræftpatienter i alderen 15-29 år, der indlægges på Rigshospitalet. Hun er deres faste holdepunkt gennem sygdomsforløbet. Med Maiken i front har indsatsen for de unge taget et syvmileskridt på ganske kort tid.

Det var Maiken, der fik øje på, at mange unge – udover at være ramt af en alvorlig sygdom – også ofte føler sig ensomme.

Når man er ung, spejler man sig i andre. Hvis man skal være anderledes, skal det i hvert fald helst være på den ”seje” måde. Og slet ikke ved at være syg. Når man bliver indlagt og har kræft, er man helt alene. Også dem, som har familie, venner, studiekammerater og kolleger. Man har ikke andre at spejle sig i, og ens venner kan naturligvis ikke helt  forstå, hvad det er, man går igennem. Man føler, at man ikke længere er en del af det fælles ungdomsliv.

Maiken hjælper de unge kræftpatienter til et så normalt ungdomsliv som muligt. Hun bringer dem sammen og hjælper dem til at skabe nye venskaber og netværk. Hun sørger for, at de får et fristed, hvor mottoet er ”ung og syg – men først og fremmest ung”.

Hvordan er dette lykkedes for Maiken?

Det er det blandt andet, fordi Maiken Hjerming tog initiativ til at søge midler til etablering af det, der i dag kendes som ”Kræftværket” på Rigshospitalet, da hun i 2013 så, at Kræftens Bekæmpelse ville bruge Knæk Cancer-midler til en særlig indsats over for unge kræftpatienter.

Og Maiken Hjerming spurgte de unge kræftpatienter: Hvad ønsker I jer – Hvad kunne I tænke jer?

Med den viden og med sin entusiasme og sit gåpåmod gik Maiken videre til sine chefer og mødte stor velvilje. Det er stærkt, når man kan komme og sige: ”Jeg har talt med mit ungepanel, og de drømmer om det her”. Så kan rigtig meget lade sig gøre.

De, der kommer i berøring med Maiken, ved, at hun er en meget beskeden person. Hun understreger gang på gang, at gode resultater bedst skabes i samarbejde med andre. Maiken er en sand teamplayer, med stor indlevelse i og respekt for andres viden, synspunkter og input.

Når Maiken ser visionerne blive til virkelighed, siger hun: ”Det er, som en drøm, der er gået i opfyldelse”.

Men det ER virkelighed. Rigtig meget er lykkedes.

For eksempel ”Kræftværket”, som er et fantastisk initiativ, hvor Maikens kongstanke om at skabe ungdomsliv i den grad er lykkedes. I ”Kræftværket” mødes de unge på deres præmisser:

  • Det er forældrefrit, lægefrit, ja, i det hele taget kittelfrit område.
  • Der er tøseaftener med makeupkursus og drengeaftener med ”mandesnak”
  • De unge kan spise skønne måltider sammen. Mad, som er lavet med kærlighed og med afsæt i, hvad unge kan lide at spise.
  • Og skal det være sjovt, kan man deltage i aktiviteter ud af huset, f.eks. fællestur til Hard Rock Café.

Til sidst vil jeg gerne dele nogle af de begrundelser, der er givet for, at Maiken skal have Kræftens Bekæmpelse Hæderspris., og de er meget rørende.

De er indsendt af unge kræftpatienter. Flere af dem er her i aften. De har skrevet:

  • Maiken er en ildsjæl i ordets smukkeste forstand. Hun gør en enorm forskel hver dag for mange unge kræftpatienter. Hendes smil og attitude gør, at lige meget, hvor dårlig en dag man har, kan man ikke andet end være i godt humør i hendes selskab.
  • Maiken omfavner og har nærvær over for de unge, hun er i kontakt med. Hun modtager én med åbne arme og står altid til rådighed - også sent om aftenen. Maikens indsats gør, at man på trods af den barske virkelighed stadig føler sig ung.
  • Maiken er sådan en sygeplejerske og sådan et menneske, som vi ønsker, at alle unge kræftpatienter - og alle patienter i det hele taget – møder på deres rejse.

Jeg vil bede Maiken Hjerming - med det varme glimt i øjet, den trøstende hånd og evnen til at give et opmuntrende puf til at komme videre - om at komme på scenen og modtage Kræftens Bekæmpelses Hæderspris 2016.