De kongelige Ridderordener

Danmark har to kongelige ridderordener, Elefantordenen og Dannebrogordenen. Begge fik deres første skriftlige statutter den 1. december 1693. Den til enhver tid regerende monark er Ordensherre for begge ordener.

Elefantordenen er den ældste og den fornemste. Ordenen kendes i sin nuværende skikkelse med sikkerhed fra 1580, men har historiske rødder, der går tilbage til det af Christian I indstiftede Guds Moders Selskab fra midten af 1400-tallet. Den oprindeligt katolske orden blev suspenderet i forbindelse med Reformationen i 1536, men genoplivedes atter under Frederik II (1559-88) med elefanten som ordenstegn hængende i et blåt skærf – deraf betegnelsen Blå Ridder for en bærer af Elefantordenen. Ordenens skriftlige statut fra 1693 er fortsat gældende med den ene ændring, at den fra 1958 også kan tildeles kvinder. Elefantordenen, som kun har én grad, tildeles fortrinsvis fyrstelige personer i ind- og udland samt fremmede statsoverhoveder i forbindelse med statsbesøg. Der er dog adskillige historiske og aktuelle eksempler på, at borgerligt fødte i både ind- og udland, som har gjort sig særligt fortjent, er blevet benådet med Elefantordenen.

Dannebrogordenen blev indstiftet af Christian V i 1671 efter tilskyndelse fra rigskansler Peter Griffenfeld. For at give den nye orden øget vægt og anseelse, fastholdt man imidlertid fra begyndelsen, at der i virkeligheden var tale om genindstiftelse af en langt ældre orden, der skulle være grundlagt af Valdemar Sejr i forbindelse med korstogsslaget ved Lyndanisse den 15. juni 1219, hvor Dannebrog ifølge sagnet dalede ned fra himlen og sikrede danskerne sejren. Af samme grund har ordenstegnet form af et kors, og Dannebrogs rød-hvide farver præger ordenens bånd og kors. Denne myte er dog siden overbevisende blevet tilbagevist, hvorfor Dannebrogordenens grundlæggelse må dateres til 1671.

I lighed med Elefantordenen fik Dannebrogordenen sin første skriftlige statut i 1693. Ifølge denne havde ordenen kun én grad – betegnet Hvid Ridder, svarende til vore dages Storkorsridder – og kredsen af riddere var begrænset til danske fyrstelige og adelige mænd, hvorimod borgerligt fødte ikke kom i betragtning. Dette ændredes først i forbindelse med Dannebrogordenens udvidelse i 1808. Ved den lejlighed inddeltes ordenen i flere grader, og kredsen af dekorerede blev udvidet til også at omfatte borgerligt fødte personer. Med en række mindre senere ændringer er bestemmelserne fra 1808 fortsat det formelle grundlag for Dannebrogordenens anvendelse. Danske statsborgere af borgerlig oprindelse udgør i dag langt den største gruppe af dekorerede.

Dannebrogordenens udvidelse 1808

Frederik VI blev konge i 1808. Som en af sine første handlinger efter tronbestigelsen tog han initiativ til at ændre den hidtil så eksklusive Dannebrogorden til en mere tidssvarende fortjenstorden med et bredt anvendelsesområde.

Baggrunden for Kongens beslutning var borgerskabets hastigt voksende vægt i samfundslivet efter den store franske revolution i 1789 samt det stigende behov for at kunne vise kongelig anerkendelse til alle samfundslag. Behovet aktualiseredes af den igangværende krig med Storbritannien, som året forinden havde terrorbombet København og beslaglagt den danske orlogsflåde som led i det store opgør med Kejser Napoleon. Danmark var i dette opgør i alliance med Frankrig, og forbilledet for omlægningen af Dannebrogordenen blev derfor den franske Æreslegion, som Napoleon havde indstiftet i 1802 for at kunne belønne franske borgere uanset stand, som havde ydet en særlig indsats for Frankrigs sag. Med udgangspunkt i et hurtigt gennemført kommissionsarbejde fastsatte kongen den 28. juni 1808 – som var datoen for Valdemar Sejrs fødselsdag – de nye bestemmelser for den reformerede Dannebrogorden.

I overensstemmelse med Kongens bestemmelse skulle tildeling af ordenen herefter opfattes som et ydre tegn på erkendt borgerværd, og den skulle i princippet kunne tildeles enhver fortjent dansker uanset rang og stand. Som følge af det udvidede anvendelsesområde inddeltes ordenen i fire klasser af stigende fornemhedsgrad.

Laveste grad var ridderklassen. Derefter fulgte kommandørklassen, og over denne lå storkorsklassen, der temmelig nøje svarede til den hidtidige Hvide Ridder. Endelig indførtes som ordenens fornemste grad Storkommandørklassen. Sidstnævnte var – og er – i praksis forbeholdt medlemmer af kongehuset. Enhver dekoreret skulle ifølge Kongens bestemmelse som hovedregel starte i ridderklassen, men kunne efter yderligere fortjenester avancere til Kommandør og eventuelt Storkors, idet man ved avancement aflagde den lavere grad.

Ved samme lejlighed indstiftede Kongen et særligt hæderstegn, Dannebrogsmændenes Hæderstegn, hvis anvendelse blev nøjere fastsat ved kongelig anordning af 28. januar 1809. Det fremgik deraf, at dette særlige hæderstegn – i daglig tale kaldet Sølvkorset – kunne tildeles enhver, som i en snævrere kreds havde virket til gavn for fædrelandet. Typiske modtagere af hæderstegnet var eksempelvis sognefogeder, fyrmestre, redningsfolk og militære underbefalingsmænd, dvs. samfundslag, som almindeligvis ikke kom i betragtning til dekoration med et ridderkors. Sølvkorset kunne desuden anvendes som yderligere anerkendelse til personer, som allerede var dekoreret i en af Dannebrogordenens ridderklasser, hvorved det nærmest fik status som et tværgående ordenstegn uden for den egentlige klasseinddeling.

Bestemmelserne i 1808-ordningen er i grundtræk fortsat gældende. Dog blev kommandørklassen i 1864 opdelt i to grader, Kommandør af første og anden grad. Det samme skete i 1952 med ridderklassen, der da opdeltes i Ridder og Ridder af første grad. Ved samme lejlighed skiftede Dannebrogsmændenes Hæderstegn navn til Dannebrogordenens Hæderstegn og fik et langt snævrere anvendelsesområde end tidligere. Derefter tildeltes den laveste riddergrad nu også den personkreds, som hidtil havde modtaget Dannebrogsmændenes Hæderstegn.

Ved reskript af 10. oktober 1951 bestemte Kong Frederik IX, at også kvinder kunne dekoreres med Dannebrogordenen på lige fod med mænd. Med disse ændringer – der afspejler den almindelige samfundsudvikling – er de regler for Dannebrogordenens anvendelse og inddeling, som Frederik VI fastsatte i 1808, fortsat det gældende grundlag for ordenens anvendelse.

FORTJENST- OG BELØNNINGSMEDALJER

Den kongelige Fortjenstmedalje er den ældste eksisterende belønningsmedalje i Danmark. Den indstiftedes af Christian VII den 16. maj 1792 og restitueredes af Christian VIII ved reskript af 24. juli 1845.

Fortjenstmedaljen findes i to grader, én i guld (i Hof- og Statskalenderen forkortet F.M.1), som dog kun gives ved sjældne lejligheder, og én i sølv (i Hof- og Statskalenderen forkortet F.M.), Sidstnævnte gives i dag for en fortjenstfuld indsats efter mindst 40 års uafbrudt ansættelse indenfor samme område i det offentlige (for deltidsansættelse og for en række ansættelsesgrupper gælder særlige regler). Medaljen bærer på forsiden H.M. Dronningens ansigtsportræt i profil og omskriften ”Margareta II – Regina Daniæ” og på bagsiden ordet ”Fortient” omgivet af en krans af egeløv. I medaljens kant er modtagerens navn indgraveret som udtryk for, at medaljen – i modsætning til ridderkorset – forbliver modtagerens ejendom. Medaljen bæres af mænd i et rødt bånd med et hvidt kors - kvinder bærer medaljen i en rød og hvid sløjfe.

Ved reskript af 7. oktober 1981 bestemte H.M. Dronningen, at medaljemodtagerne i lighed med dekorerede i ridderordenerne opfordres til at indsende en levnedsbeskrivelse til Ordenskapitlet.

Den kongelige Belønningsmedalje indstiftedes af Christian IX ved reskript af 4. september 1865. Bestemmelserne for medaljens anvendelse fornyes ved hvert tronskifte. De nugældende statutter fastlagdes den 1. november 1972 med mindre senere ændringer i 1986 og i 1988.

Medaljen findes i fire grader; i en forgyldt og en sølv-version, med og uden krone. Forkortelserne i Hof-og Statskalenderen er B.M. 1* (forgyldt med krone), B.M.1 (forgyldt), B.M.* (sølv med krone) og B.M. (sølv). Medaljen bærer på forsiden H.M. Dronningens ansigtsportræt i profil og omskriften ”Margareta II – Regina Daniæ” og på bagsiden en krans af egeløv. Medaljen bæres i et rødt bånd med hvidt kors og er modtagerens personlige ejendom.

Medaljen tildeles normalt efter 50 års fortjenstfuld ansættelse i samme private virksomhed eller i forbindelse med fratræden efter mindst 40 års ansættelse.

Ved reskript af 7. oktober 1981 bestemte H.M. Dronningen, at medaljemodtagerne i lighed med dekorerede i ridderordenerne opfordres til at indsende en levnedsbeskrivelse til Ordenskapitlet.

Ordenskapitlet

De Kongelige Ridderordeners kapitel – i daglig tale Ordenskapitlet – blev oprettet i forbindelse med Dannebrogordenens udvidelse i 1808 med henblik på at bistå ordensherren ved administrationen af ordenerne. Brugen af det kirkeligt klingende ord ”Kapitel” i denne sammenhæng er en påmindelse om ridderordenernes historiske rødder i middelalderens munkevæsen og gejstlige ridderordener.

Strengt taget består Ordenskapitlet af samtlige danske Elefantriddere, Storkommandører af Dannebrogordenen samt en række embedsmænd. De vigtigste af disse er ordenskansleren, der er øverste ansvarlig for ordensvæsenet og refererer direkte til ordensherren, ordenssekretæren, der er den daglige øverste leder, og ordensskatmesteren, der er øverste ansvarlige for ordensvæsenets økonomi. Dertil kommer et sekretariat, der ledes af en sekretariatschef og embedsmænd, der varetager de daglige forretninger. Det er dette sekretariat, vi i dag almindeligvis forbinder med ordet ordenskapitlet.

Ifølge Frederik 6.’s bestemmelse skulle Ordenskapitlet udfylde to funktioner. For det første skulle det i den udvidede betydning af ordet virke som en art forligelseskommission i forbindelse med eventuelle stridigheder mellem ordensbrødrene. Denne funktion er dog for længst ophørt. For det andet skulle Kapitlet i den snævrere betydning af ordet forestå den daglige administration af ordensvæsenet. Dertil hørte oprindeligt også tilrettelæggelse og afvikling af de årlige ceremonielle ridderfester for de to ordener, som var beskrevet i ordensstatutterne fra 1693, men som ikke havde været afholdt i en meget lang årrække. Dem ønskede Frederik 6. imidlertid genoplivet, og det var den egentlige baggrund for den oprindeligt så overdådige bemanding af Ordenskapitlet. Der blev dog kun tale om en kortvarig genoplivelse. Den første ordensfest fandt sted på Frederik VI’s fødselsdag den 28. januar 1809, den sidste i 1813. Derefter satte Napoleonskrigenes sørgelige følger for Danmark en varig stopper for udfoldelse af en sådan festivitas.

Siden da har Ordenskapitlets virksomhed indskrænket sig til varetagelse af den daglige administration, og bemandingen er siden gradvis blevet reduceret.

Ved overgangen fra enevælde til demokrati i 1848-49 forblev ordensvæsenet et kongeligt prærogativ, og Ordenskapitlet fik derved status som et særskilt institut afsondret fra statsstyrelsen og statsformuen. Det hørte således fortsat direkte under den regerende monark som ordensherre. Dette er fortsat Ordenskapitlets formelle status.

I Ordenskapitlets sekretariat udfærdiges ridderdiplomerne og diplomerne i forbindelse med medaljetildeling efter de kongelige reskripter, og derfra udsendes ordenstegnene og medaljerne til modtagerne. Det er ligeledes sekretariatets ansvar at sikre, at ordenstegn tilbageleveres til Ordenskapitlets beholdning ved dødsfald, eller når dekorerede avancerer i Dannebrogordenen. Ordenstegnene forbliver nemlig i modsætning til medaljerne ordensherrens ejendom.

Til Ordenskapitlet har der siden 1808 været knyttet et embede som kongelig ordenshistoriograf. Oprindeligt var ordenshistoriografens væsentligste funktion at gøre optegnelser om riddernes genealogi og levnedsløb som grundlag for udformning af de nekrologer, der ifølge bestemmelserne skulle oplæses ved ordensfesterne over de i årets løb afdøde riddere. Ridderfesternes ophør gjorde imidlertid dette uaktuelt; men der udviklede sig efterhånden den praksis, at ridderne i forbindelse med dekorering afleverede en skriftlig levnedsbeskrivelse til Ordenskapitlet, hvilket siden 1904 også har været tilfældet for Dannebrogsmænd og fra 1981 tillige for medaljemodtagere. Sikring af, at dette sker, samt forsvarlig arkivering af levnedsbeskrivelserne, er fortsat en af ordenshistoriografens væsentligste embedspligter.

Ordenskapitlets arkiv rummer i dag omkring 40.000 levnedsbeskrivelser. De daterer sig alle til tiden efter 1884, idet hele den ældre samling gik til grunde ved Christiansborgs brand dette år. Men selv i den reducerede skikkelse udgør samlingen af levnedsbeskrivelser en enestående og righoldig kulturhistorisk skat, som benyttes flittigt af forskere i ind- og udland. Det er ordenshistoriografens ansvar at påse, at de fastsatte tilgængelighedsbestemmelser til samlingen overholdes.