Åbning af LEO Science & Tech Hub

H.K.H. Kronprinsessen åbner i forbindelse med erhvervsfremstød i USA LEO Science & Tech Hub i Boston fredag den 30. september.

Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessens monogram
Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessens monogram Foto: Kongehuset

Kronprinsessen forestår den officielle åbning af danske LEO Pharmas nye forsknings- og udviklingskontor, LEO Science & Tech Hub, i Cambridge Innovation Center i Boston-forstaden Cambridge.

LEO Pharma a/s er en international, forskningsbaseret virksomhed, som udvikler og producerer lægemidler til behandling af dermatologiske lidelser samt forebyggelse og behandling af blodpropper. Ved at have et forsknings- og udviklingskontor i Cambridge Innovation Center, hvor et fællesskab af innovation og iværksætteri trives, kommer LEO Pharma tættere på den nyeste forskning og udvikling på området.

Ved åbningen indgår LEO Pharma ligeledes et officielt samarbejde med Dr. Kim Brian fra Washington University, the Center of the Study of Itch, som leder et innovativt dermatologisk forskningslaboratorium.

Kronprinsparret besøger den 27.-30. september Washington D.C. og Boston for at stå i spidsen for et erhvervsfremstød med fokus på områderne fødevarer, clean tech, sundhedsløsninger samt de maritime erhverv.