Faneindvielser i Skive og København
H.M. Dronningen overrækker i dag den 2. maj 2017 nye faner til Landsdelsregion Vest på Skive Kaserne og derefter til Landsdelsregion Øst på Kastellet i København.
Faneindvielsen finder sted kl. 10.00 på Skive Kaserne og sker i forbindelse med sammenlægningen og navneskiftet af to totalforsvarsregioner, henholdsvis Nord- og Midtjylland samt Fyn, Syd- og Sønderjylland, der trådte i kraft den 1. januar 2017. De to regioner har skiftet navn til Landsdelsregion Vest og samler nu Hærhjemmeværnet i Jylland og på Fyn.
Kl. 14.00 på Kastellet i København sker faneindvielsen i forbindelse med navneskiftet fra Totalforsvarsregion Sjælland til Landsdelsregion Øst, som ligeledes trådte i kraft ved årsskiftet.
I anledning af regionernes navneskift overrækker Dronningen nye faner, og de indvies ved en parade, hvor der slås tre ceremonielle søm i fanen; ét for Dronningen, ét for fædrelandet og ét for modtageren af fanen.
Efterfølgende vil både Skive Kaserne og Kastellet danne ramme om en reception, hvor Dronningen blandt andet får mulighed for at hilse på Hjemmeværnets soldater.