Fredensborgkoncert i rigsfællesskabets tegn
Tirsdag den 29. oktober 2019 afholder Hendes Majestæt Dronningen den traditionsrige Fredensborgkoncert, der i år hylder rigsfællesskabet mellem Grønland, Færøerne og Danmark.
I årenes løb har Hendes Majestæt Dronningen og Prins Henrik afholdt koncerter i Slotskirken på Fredensborg Slot, hvor forskellige grupper af samfundet er blevet inviteret. I 2017 var det miljø- og fødevaresektoren, der var i fokus, og tidligere har det været turist- og sundhedssektoren og iværksættermiljøet.
I år ønsker Dronningen at anerkende nogle af de personer, der gør en indsats for fællesskabet mellem Grønland, Færøerne og Danmark. Således inviterer Hendes Majestæt tirsdag den 29. oktober 2019 en bred vifte af repræsentanter fra rigsfællesskabet til koncert og efterfølgende middag i Kuppelsalen på Fredensborg Slot. Fra Færøernes grønne fjelde og Grønlands isklædte bjerge til Danmarks marker og skove spænder rigsfællesskabet bredt geografisk, og gennem generationer har de tre lande delt historie, hvor venskaber og familier er flettet sammen. Aftenen vil således være en anerkendelse af Grønland, Færøerne og Danmark og det rigsfællesskab, de tre lande er en del af.