Hendes Majestæt Dronningens 80-års fødselsdag
Den 16. april 2020 er det 80 år siden, at Hendes Majestæt Dronningen kom til verden på Amalienborg som datter af Kronprins Frederik og Kronprinsesse Ingrid. Den runde fødselsdag markeres med en række begivenheder.
Fejringen af Hendes Majestæt Dronningens 80-års fødselsdag den 16. april 2020 bliver en festligholdelse af Danmarks statsoverhoveds liv og gerning. 80-års fødselsdagen bliver endnu en milepæl i monarkens lange gerning for Danmark, og mærkedagen vil gennem flere programpunkter markere den særlige forbindelse mellem monarkiets tusindårige historie og det moderne Danmark, som Majestæten udgør. Med sit virke repræsenterer Dronningen Danmark udadtil, ligesom Majestæten og den kongelige familie året rundt samler danskerne indadtil.
Fødselsdagsprogram:
2. april deltager Dronningen i åbningen af udstillingen ”Dronningens ansigter” på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Udstillingen portrætterer Dronningens liv, virke og særlige interesser. I udstillingen vises film, dragter og scenografiske elementer samt en lang række portrætter.
3. april holder Dronningen pressemøde i Havesalen på Fredensborg Slot.
14. april kører Dronningen i karet fra Amalienborg til Det Kongelige Teaters Gamle Scene, hvor Majestæten sammen med den kongelige familie og inviterede gæster overværer en gallaforestilling, der transmitteres på DR1.
15. april fejrer børn fra Danmarks kommuner om formiddagen Dronningen på Christiansborg Slot. Arrangementet er de danske kommuners fødselsdagsgave til Danmarks Dronning. Samme sted er Dronningen om aftenen vært ved et gallataffel for det officielle Danmark og gæster fra ind- og udland. Til middagen vil der i samarbejde med TV2 være sammensat et varieret underholdningsprogram.
16. april indledes med morgenvækning på Fredensborg Slot med deltagelse af familie og venner. På slaget 12.00 får danskerne mulighed for at sige tillykke, når Dronningen og den kongelige familie træder ud på balkonen på Christian IX’s Palæ, Amalienborg. Efterfølgende kører Dronningen i karet gennem byens gader til Københavns Rådhus, hvor der vil være taler og underholdning, og hvor Majestæten vil vise sig på rådhusets balkon. Selve fødselsdagen slutter med privat middag og dans på Fredensborg Slot med deltagelse af den kongelige familie samt gæster fra ind- og udland.
25. april fejrer Tivoli Dronningen med en balletgalla i Tivolis Koncertsal. Senere er der middag på Restaurant Nimb for særligt indbudte, og aftenen sluttes af med et festfyrværkeri.
5.-6. juni gennemfører Dronningen sommertogt med Kongeskibet Dannebrog med besøg i Aarhus Kommune som led i fødselsdagsfejringen.
I anledning af fødselsdagen modtager Dronningen desuden en række deputationer.
På Kongehusets hjemmeside er der oprettet en temaside med information om arrangementerne i forbindelse med Dronningens runde fødselsdag. Siden opdateres løbende med blandt andet information om pressetilmelding samt akkreditering til arrangementerne.
I anledning af 80-års fødselsdagen udgives et officielt fødselsdagsportræt samt et logo, der er udarbejdet i forbindelse med markeringen. Portrættet er taget af fotograf Per Morten Abrahamsen, og logoet er udarbejdet af de grafiske designere Søren Varming og Henrik Kubel i samarbejde med Wonderful Copenhagen. Materialet stilles til rådighed for virksomheder, kommuner, organisationer, butikker, foreninger og byer, der ønsker at deltage i fejringen af Dronningens 80-års fødselsdag.