H.K.H. Kronprinsessen i Davos

Den 23. januar 2019 er H.K.H. Kronprinsessen i Davos i Schweiz for at deltage i Roundtable Session i anledning af lanceringen af CEO Agenda 2019 for modeindustrien.

Foto: Franne Voigt ©

Som protektor for Global Fashion Agenda deltager Kronprinsessen i lanceringen af organisationens CEO Agenda 2019, der sætter fokus på at bekæmpe klimaforandringer. Lanceringen finder sted under World Economic Forums årlige topmøde.  

CEO Agenda 2019 er udviklet i samarbejde med modevirksomhederne ASOS, BESTSELLER, H&M group, Kering, Li & Fung, Nike, PVH Corp., Sustainable Apparel Coalition og Target og er opdateret til at afspejle globale udviklinger inden for branchen med særligt fokus på klimaforandringer som en ny kerneprioritet. Lanceringen i Davos samler administrerende direktører fra modeindustrien og andre relaterede industrier og har til formål at diskutere, hvordan mode kan blive mere bæredygtig.

I forbindelse med lanceringen udtaler Kronprinsessen:
"CEO Agenda 2019 er modeindustriens bidrag i Davos til at bidrage til den globale bæredygtige dagsorden. Som en af de mest ressourcetunge industrier er det afgørende, at modeindustrien forandrer måden hvorpå tøj bliver produceret, markedsført og brugt. Jeg er stolt af at være protektor for en organisation, der opfordrer til samarbejde på tværs af industrien og som insisterer på, at den eneste fremtid for modeindustrien er en bæredygtig én."