H.K.H. Prins Joachim bliver protektor for Ordenshistorisk Selskab

H.K.H. Prins Joachim har sagt ja til at være protektor for Ordenshistorisk Selskab.

Ordenshistorisk Selskab blev stiftet i 1966 med det formål at fremme studiet af ordeners og medaljers historie. Selskabet har et samarbejde med tilsvarende selskaber i Belgien, Storbritannien, Tyskland, Østrig og USA.

Ordenshistorisk Selskab stiftede i 1977 Den Ordenshistoriske Samling, hvor ordner og medaljer samles til studie- og udstillingsbrug. Samlingen består blandt andet af ordner, medaljer og andre dekorationer og ordenspatenter, som ved arv, gave eller køb tilfalder samlingen.

Prinsen overtager protektionen efter Prins Henrik, som fra 1978 og frem til sin død var protektor for selskabet.