H.K.H. Prinsesse Benedikte besøger Brasilien den 20.-26. oktober
Tirsdag den 22. oktober 2019 åbner organisationen Princess Benedikte Institute, og H.K.H. Prinsesse Benedikte besøger i den forbindelse Curitiba i Brasilien. Udover at deltage i den officielle åbning af instituttet vil Prinsessen aflægge en række besøg i området.
Princess Benedikte Institute er en organisation til fordel for forsømte børn i byen Curitiba i det sydlige Brasilien. Instituttet har til formål at hjælpe børn, der er født ind i familier med misbrug eller har oplevet seksuel forulempelse. I Curibita har et hovedkvarter for organisationen været under opførelse siden 2015, og tirsdag den 22. oktober 2019 afholdes den officielle åbning af stedet. I den forbindelse besøger Prinsesse Benedikte Brasilien og deltager i åbningsceremonien som protektor for Princess Benedikte Institute.
Organisationen er en uafhængig institution, men støttes af blandt andre Danish-Brazilian Chamber of Commerce. Under besøget i Brasilien vil Hendes Kongelige Højhed foretage en række andre besøg ved danske og brasilianske virksomheder samt institutioner.