H.M. Dronningen bliver protektor for dansk-fransk forskningssamarbejde

Hendes Majestæt Dronningen har sagt ja til at være protektor for et dansk-fransk forskningssamarbejde mellem Musée Marmottan Monet i Paris og Skagens Kunstmuseer.

Foto: Skagens Kunstmuseer ©

Projektet skal blandt andet være med til at udbrede kendskabet til den danske maler P.S. Krøyer (1851-1909) internationalt, og forskningssamarbejdet kommer i første omgang til at forløbe over tre år. Resultaterne heraf munder ud i to udstillinger – en i Paris og en i Skagen – samt i forskellige artikler og publikationer, som udgives på dansk, fransk og engelsk.

I Paris præsenterer Musée Marmottan Monet fra den 28. januar til den 25. juli 2021 P.S. Krøyer med særudstillingen ”L'heure bleue”. Udstillingen tager udgangspunkt i P.S. Krøyers friluftsmalerier fra Skagen, hvor den skandinaviske blå time spiller en fremtrædende rolle. Udstillingen er den første store retrospektive præsentation af P.S. Krøyers værker i Frankrig nogensinde.

I 2022 præsenteres kendte franske naturalister og impressionister, der inspirerede P.S. Krøyers arbejde ved en udstilling i Skagen.

Et tværgående internationalt forskningssamarbejde giver et sprogligt forspring samt mulighed for at afdække spor i de respektive landes arkiv- og bibliotekssystemer, som er svære at tilgå udefra. Desuden giver samarbejdet mulighed for at drøfte de forskellige forskeres perspektiver og diskursive metoder, som varierer fra land til land.