H.M. Dronningens tale i anledning af statsbesøg fra Frankrig
Hendes Majestæt Dronningens tale ved Gallataffel på Christiansborg Slot den 28. august 2018 i anledning af statsbesøg fra Frankrig.
Monsieur le Président de la République, Chère Madame,
Det er med stor glæde, at jeg i dag byder Dem velkommen til Danmark. Frankrig er en nær ven og allieret, og jeg har set meget frem til dette besøg. Jeg ved, hvor meget det ville have glædet også Prins Henrik at kunne vise Dem dette land, der blev hans.
Allerede min mor, Dronning Ingrid, lagde vægt på, at mine søstre og jeg skulle lære fransk. Derfor tilbragte jeg også nogle udbytterige måneder i Paris i 1963. Det fik stor betydning, da jeg traf min fremtidige mand, diplomaten Henri de Monpezat, i London. Han insisterede helt naturligt på, at vore sønner lærte fransk fra de var ganske små, og livet igennem virkede han for at fremme fransk kultur og det franske sprog. Det ville have været med glæde og stolthed, han kunne have modtaget det franske præsidentpar her sammen med mig.
Monsieur le Président,
Frankrig har altid virket dragende på os danskere.
Vikingerne slog sig – på deres måde – ned i Normandiet i 800-tallet. Mange blev hurtigt franske.
I 1100-tallet studerede en ung dansk kirkemand, Absalon, i Paris. Han var Kong Valdemars barndomsven og nære medarbejder. Han grundlagde København og byggede borg netop her, hvor vi sidder i dag.
Fra Deres vinduer på Amalienborg, har De kunnet iagttage den enestående rytterstatue af Frederik den 5., der pryder Slotspladsen. Skabt af den franske billedhugger Saly, hidkaldt som den første direktør for det Kgl. Danske Kunstakademi.
Helt fra det 17. århundrede var fransk kultur det store forbillede og en uomgængelig kilde og inspiration for dansk ”Arts et Lettres”. Igennem generationer blev såvel malerkunst som litteratur dybt mærket af den franske ånd.
Fransk savoir-vivre, elegance, det kunstneriske og intellektuelle overskud og den ukuelige vilje til fornyelse har været og er stadig en stor inspirationskilde.
I mange år gik inspirationen nok mest den ene vej. I de senere år har jeg dog kunnet glæde mig over, at stadig flere franskmænd har vendt blikket mod nord. Selv er jeg ikke i tvivl om, at Prins Henriks store glæde og forstand på fransk gastronomi har sat sig tydelige spor. Allerede i 70’erne slog franske kokke sig ned i København og de påvirkede i høj grad madkunsten herhjemme. Nu går det også den anden vej; det ”nye nordiske køkken” er blevet et internationalt begreb, som mange unge kokke – herunder også franske - lader sig inspirere af.
På det kunstneriske felt har vi mange eksempler på de hyppige udvekslinger. Netop i aften er vi omgivet af et enestående eksempel på samarbejdet mellem en dansk kunstner, Bjørn Nørgaard, og den fornemme institution Manufacture Nationale des Gobelins i Paris. Disse tapisserier var en gave til min 50 års fødselsdag. 10 år tog det at skabe det store værk takket være en enestående velvilje fra officiel fransk side. Nu mere end 15 år senere vil et samarbejde bære nye frugter. Fire af vore allerbedste billedkunstnere arbejder sammen med de dygtige franske håndværkere om at fremstille nye gobeliner til det tidligere kongeslot, Koldinghus, i Jylland. Vi glæder os til resultatet.
Samme interesse er viet Søren Kierkegaard, hvis originale manuskripter De har set i dag på Det Kgl. Bibliotek. Man citerer ofte Regine Olsen, hans forlovede, for at sige, at franskmændene aldrig ville komme til at forstå ham. Hun tog fejl. Frankrig forstår den store filosof på sin egen måde. Og måske bedre end de fleste. Nu er han ovenikøbet kommet i Bibliothèque de la Pléiade. I godt selskab med Kundera på den ene side og Kant på den anden.
Monsieur le Président,
Det dansk-franske forhold har altid været godt. Vore to lande har aldrig været i krig. Det er sjældent i Europa. Vi har til tider kunnet opfattes som måske lidt fjerne slægtninge i den europæiske familie, men der er meget, der binder os sammen, både historisk og aktuelt. Vi har begge appetit på fremtiden – på at præge den til det bedre. Vi er ambitiøse uden at være naive.
Simone Weil har sagt: ”Europas rigdom er mangfoldighed. Dets styrke er samdrægtighed.”
Deri er vi enige. Verden befinder sig i en brydningstid. Den internationale orden og multilateralismen, som har tjent begge vore lande godt, er under pres.
I den situation er det vigtigt med gode allierede.
Vi er tæt forbundne i det europæiske samarbejde. Og vi er afhængige af hinanden for at nå de mål, vi sammen sætter os.
Vi står sammen i forsvaret for det åbne samfund. For friheden.
Vore soldater mødes ofte i internationale operationer for at forhindre konflikt og bidrage til fred og stabilitet. Vi mindes sammen ofrene for vores fælles indsats.
Vi er nære allierede, når det gælder bidrag til udvikling. Vi vægter uddannelse højt. Vi ved, at det er vigtigt at skabe en bedre fremtid for kommende generationer – ude såvel som hjemme. Vi er fælles om at forsvare retsstatens grundlæggende principper med fulde rettigheder for den enkelte.
Også klima og bæredygtighed står højt på dagsordenen. Vi kan inspirere hinanden til at finde nye løsninger til at fremstille og bruge energi bæredygtigt. Frankrig bærer smukt faklen fra klimaaftalen i Paris videre, og i Danmark ligger det os stærkt på sinde at nå frem til konkrete resultater. Vi har sammen forpligtet os til at gøre ord til handling.
Monsieur le Président,
Frankrig har været og er fortsat en stor inspiration for Danmark og danskere. Frankrig har sat sig mange spor. Men vi er naturligvis forskellige. Det afgørende er, at vi bevarer nysgerrigheden og prøver at forstå forskelligheden. Dermed kan vi også bedre lære af hinanden.
Vi følger med stor interesse Deres indsats for at reformere det franske samfund og glæder os over, at De synes at kunne lade Dem inspirere også af danske løsninger på mange områder. Vi bør på samme måde fortsat vide at øse af den rigdom, som er Frankrigs. Jeg håber, at dette besøg vil være anledning til yderligere at grundfæste forholdet mellem Frankrig og Danmark, der sjældent har været så tæt og så godt som nu.
I årenes løb har jeg takket være mit ægteskab fået lov at lære en egn af Frankrig at kende. Egnen omkring Cahors i Le Departement de Lot var min mands barndomsegn. Her havde vi sammen i mere end 40 år et fristed på Le Chateau de Cayx i nær kontakt med hans familie. Her har jeg selv lært La France Profonde at kende med det dejlige landskab og de herlige vine. Her føler jeg mig stadig hjemme.
Når jeg nu hæver mit glas, er det med ønsket om lykke og fremgang for det franske folk og for Dem, hr Præsident og Madame.