Hubertusjagt ved det kongelige jagtslot
Når H.K.H. Kronprinsessen den 7. november 2021 overværer årets Hubertusjagt, sker det fra Eremitageslottet i Dyrehaven, der siden 1730’erne har været Kongehusets jagtslot.
Midt i Dyrehaven på Eremitageslettens højeste punkt ligger Eremitageslottet, som Kong Christian 6. lod bygge i 1734. Formålet var dengang, at Kongen havde et jagtslot, hvor han kunne opholde sig under sine parforcejagter og invitere gæster til taffel med udsigt til Trekroner og Øresund, selvom de var langt fra slottet og hoffet i København. Det var hofbygmesteren Lauritz de Thurah, der opførte Eremitageslottet, og det karakteristiske slot stod færdigt i 1736 og opfattes den dag i dag som ét af senbarokkens ypperste værker i Danmark.
Slottet har fire etager, der alle er symmetriske, og hvor køkkenet i kælderen er placeret under spisesalen. Langs sydgavlen går trappen gennem hele huset, der er beklædt med kakler med jagtmotiver. Beletagen rummer den store spisesal, der er Eremitageslottets mest fornemme rum. Det er også fra dette rum, at der er udgang til slottes to balkoner. Spisesalen er udsmykket af marmor, stuk, spejle og marmoreret træværk. De to sydlige kabinetter er indrettet i senbarok, mens de tre nordlige kabinetter, der var Kongens og Dronningens værelser, er indrettet i rokoko. Tagetagens midterste rum er indrettet som opholdsrum for tjenestefolk.
Hubertusjagt og den kongelige ærespræmie
Når efteråret har taget ordentligt fat i Dyrehaven, og kalenderen siger den første søndag i november, er det blevet en tradition, at Eremitageslottet danner centrum for Hubertusjagten. Med enkelte undtagelser har jagten været afholdt siden år 1900, og Hubertusjagten er en videreførelse af de gamle parforcejagter, som Dyrehaven oprindeligt var anlagt til. På det stjerneformede stisystem lod man i gamle dage hunde støve ræve op, hvorefter feltet fulgte efter. I dag er ræven erstattet af rævehaler på to erfarne ryttere, der rider forrest på det 11 km lange løb med 32 forhindringer undervejs.
I forbindelse med jagten vil Kronprinsessen uddele ”H.K.H. Kronprinsesse Marys Ærespræmie” til vinderen af Hubertusjagtens opløb. Således viderefører Hendes Kongelige Højhed traditionen fra Prins Henrik og Dronning Ingrid med at uddele jagtens præmie i sit navn.