Invictus Games

Foto: Thomas Martin, Polfoto

H.K.H. Kronprinsen aflægger den 10. og 11. september 2014 besøg ved sportsstævnet Invictus Games i London.

Den 10. september overværer Kronprinsen stævnets åbningsceremoni på Queen Elizabeth Olympic Park. Et publikum på omkring 5.000 mennesker deltager i åbningsceremonien, hvor der blandt andet vil være parade med stævnets mere end 400 militærmænd og -kvinder, som er blevet skadet i krig.

Kronprinsen deltager den 11. september i en fælles morgenmad med de danske deltagere ved stævnet og overværer herefter udøvelse af disciplinen atletik i Lee Valley Athletics Centre. 

Stævnets mere end 400 deltagere kommer fra 13 nationer, og det er første gang, at Invictus Games finder sted i Storbritannien. Stævnet finder sted med støtte fra HRH Prince Harry og søger gennem ni forskellige sportsdiscipliner at generere større opmærksomhed om tilskadekomne militærmænd og -kvinder, der har tjent deres land i krig, samt inspirere til bedring og rehabilitering blandt denne gruppe.

Invictus Games finder sted i dagene 11.-14. september. 

Yderligere oplysninger

Læs mere om H.K.H. Kronprinsen.

Læs mere om Invictus Games.