Juletraditioner i Kongehuset
I 1800-tallet pyntede Christian 9. og Dronning Louise juletræ på Fredensborg Slot, Dronning Alexandrine menes at have indført traditionen med adventskrans i Danmark omkring 1940, og H.M. Dronningen har med sine broderede pakkekalendere indført en ny juletradition i den kongelige familie.
Adventskrans
Skikken med at have en grankrans med pynt og fire lys symboliserende de fire søndage i advent er oprindeligt en tysk tradition. Det var angiveligt Dronning Alexandrine, gift med Christian 10., der indførte traditionen med adventskrans i Danmark. Dronning Alexandrine menes at have kendt til skikken fra sin nordtyske barn- og ungdom i byen Schwerin i det nordlige Tyskland. Omkring 1940 bragte et ugeblad en reportage om den kongelige families julegøremål med billeder af Dronning Alexandrines adventskrans. Det blev derved kendt, at Dronning Alexandrine havde indført adventskransen som en del af familiens højtideligholdelse af advents- og juletiden. Skikken bredte sig til danske hjem, og i 1946 var adventskransen motiv på årets julemærke.
H.M. Dronningens pakkekalender
Julekalendere med 24 låger, hvor man skal åbne én hver dag fra 1. december, er en international tradition, men det siges at være en særlig dansk skik med 24 småpakker. H.M. Dronningen har indført denne tradition i den kongelige familie ved at brodere vægophæng med lommer med plads til 24 små gaver til sine børnebørn. Kalenderens udformning med lommer dekoreret med broderede hjerter og julemotiver er inspireret af Dronningens julemærkeark fra 2003, og hver kalender har sit individuelle særpræg med variationer af broderierne, så børnene nemt kan kende deres egen.
Juletræ på Fredensborg Slot
Skikken med at pynte juletræ i hjemmet kan i Danmark føres tilbage til starten af det 19. århundrede. Traditionen har også en lang historie i Kongehuset. I bogen ”Fredensborg. Det danske Kongehus og dets Slægt” fortælles det, at der i 1866 var pyntet juletræ med lys i ”Den Blå Sal” på Fredensborg Slot. Ved siden af var der opstillet borde til at lægge gaver på. Man var juleaften i 1866 samlet omkring juletræet en times tid, inden man senere på aftenen spiste risengrød og æbleskiver. Christian 9. var den første regent af den glücksborgske linje af den kongelige familie og Konge af Danmark 1863-1906. Christian 9. var gift med Dronning Louise, og Kongeparret er H.M. Dronningens tipoldeforældre.