Kongelogen i Det Kongelige Teater er nyrestaureret til regeringsjubilæet

H.M. Dronningens loge i Det Kongelige Teater – også kaldet Kongelogen – har i forbindelse med regeringsjubilæet gennemgået en større restaurering og fremstår nu i dens oprindelige form.

Foto: Keld Navntoft, Kongehuset ©

Det er en helt nyistandsat kongeloge, H.M. Dronningen træder ind i, når regeringsjubilæet den 10. september 2022 markeres med en gallaforestilling på Det Kongelige Teater. Logens gemakker og indgangsparti samt den rigt udsmykkede balkonfoyer har gennemgået en omfattende restaurering, så de historiske rum nu fremstår med deres oprindelige udtryk.

Selve Kongelogen er enkelt udsmykket i rødt og guld, mens Dronningens gemakker er bemalet med lette og fine udsmykninger med inspiration i pompejanske dekorationer. Loftet er dekoreret med Majestætens monogram og blå medaljoner, og væggene er beklædt med silketapeter. Indgangen til dronningeværelset med vestibule er rigt udsmykket med vægge, der imiterer marmor i adskillige nuancer og et loft med mæanderborte og blomsterranker.

Balkonfoyeren er udført i renæssance-imiterende stil. Loftet består af kassetter med figurer og ornamenter i stuk på en forgyldt bund. Fra loftet hænger tre store prismelysekroner, og forgyldte elementer beklæder vægge og loft. De feltinddelte vægge er dekoreret med marmorering og intarsia, og derudover er rummet indrettet med buster af danske teaterkoryfæer, herunder en kopi af billedhugger Vilhelm Bissens marmorstatue af skuespillerinde Johanne Luise Heiberg, som blev skænket til teateret i 1892.

Historisk set kendes loger fra teatre og kirker. De kunne tilhøre adelen og samfundets rigeste, og de fineste loger var kongens. Der findes eksempelvis en kongeloge i Roskilde Domkirke, der dog ikke har været i brug i generationer. Tilsvarende har der været en loge reserveret til Kongehuset i Holmens Kirke, men Dronningen har som kirkegænger valgt  at sidde på bænkene på linje med alle andre kirkegængere.

Renoveringen af de historiske rum er blevet løst i et tæt samarbejde mellem Den Kongelige Bygningsinspektør og Det Kongelige Teater med hjælp fra Nationalmuset og en lang række specialister på området.

Tre fonde, VILLUM FONDEN og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Knud Højgaards Fond, er gået sammen om at støtte projektet, således at kongelogen, de royale gemakker og balkonfoyeren kunne stå klar som en gave til Dronningen og publikum i forbindelse med regeringsjubilæet.