Kræftens Bekæmpelses Hæderspris 2017

H.K.H. Kronprinsessen overrækker i morgen den 4. februar Kræftens Bekæmpelses Hæderspris 2017.

Kronprinsessen sammen med nogle af kræftpatienterne i Kræftværket samt ungekoordinator Maiken Hjerming. Foto: Keld Navntoft, Kongehuset ©

Kræftens Bekæmpelses Hæderspris har til formål at hædre en person eller en gruppe, der har gjort en særlig indsats inden for kræftområdet. 

Kronprinsessen forestår overrækkelsen af Kræftens Bekæmpelses Hæderspris 2017, der uddeles i forbindelse med World Cancer Day i Skuespilhuset i København. Ved prisoverrækkelsen holder Kronprinsessen tale.

Det er femte gang Kronprinsessen forestår overrækkelsen af Kræftens Bekæmpelses Hæderspris, der første gang blev uddelt i 2011.

Sidste år overrakte Kronprinsessen Kræftens Bekæmpelses Hæderspris 2016 til Maiken Hjerming, kræftsygeplejerske og ungekoordinator på Rigshospitalet. Maiken Hjerming modtog prisen for sit initiativ til at etablere ”Kræftværket” på Rigshospitalet. Kræftværket, der er et mødested for unge kræftpatienter, tilbyder alderstilpassede fællesaktiviteter og giver kræftpatienterne mulighed for at være sammen med jævnaldrende. Derudover yder Kræftværkets ungeambassadører og frivillige støtte til kræftramte unge, deruodver afholder de arrangementer og udflugter.

I december 2016 besøgte Kronprinsessen Kræftværket og fik lejlighed for at møde kræftpatienter i alderen 15-29 år.