Kronprinsparret åbner erhvervsfremstød i Japan

Danmark og Japan fejrer i år 150-året for de diplomatiske forbindelser, og fra den 8. til 12. oktober 2017 står D.K.H. Kronprinsen og Kronprinsessen i spidsen for et erhvervs- og kulturfremstød i landet.

Foto: Henning Bagger, Scanpix ©

Den 11. oktober åbner Kronprinsparret erhvervsfremstødet i Tokyo, hvor 55 danske virksomheder deltager. I 2016 blev der fra danske virksomheder eksporteret for 22 mia. kroner til Japan, og fokusområderne på erhvervsfremstødet er på nogle af de områder, hvor Danmark står stærkt - sundhed, fødevarer og design.

Kronprinsen vil holde tale ved den officielle åbning på Hotel Gajoen. Formålet med åbningen er at byde velkommen til den danske erhvervsdelegation og skabe opmærksomhed omkring de stærke bånd, der historisk set knytter Danmark og Japan sammen, både forretningsmæssigt og kulturelt.   

I løbet af dagene den 11.-12. oktober deltager Kronprinsparret i en række seminarer og besøger udstillinger med danske produkter samt virksomheder og organisationer. Kronprinsparret deltager desuden i en erhvervsfrokost med det formål at fejre den forretningsmæssige succes mellem Danmark og Japan, og overværer en underskriftsceremoni mellem ni danske virksomheder og deres japanske samarbejdspartnere.

Besøget i Japan afsluttes den 12. oktober med en officiel fejring af 150-års jubilæet for de diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Japan. Jubilæet markerer underskrivelsen af aftalen om venskab, handel og navigation fra 1867 og er i løbet af året blevet fejret ved kulturelle begivenheder i både Japan og Danmark. 

Kronprinsparret deltager i en officiel reception og efterfølgende middag for at markere fejringen af 150-års jubilæet.