Kronprinsparrets Stjernedryspriser 2019
I dag blev vinderne af Kronprinsparrets Stjernedryspriser offentliggjort.
Sangerinden Jada og den socialøkonomiske virksomhed FRAK får ved Kronprinsparrets Priser 2019 den 2. november overrakt de to Stjernedryspriser i ODEON, Odense.
Kronprinsparrets to Stjernedryspriser gives hvert år til én kunstner med et særligt talent og én nytænkende aktør inden for socialt arbejde. Begge modtagere af Kronprinsparrets Stjernedryspriser modtager 100.000 kr.
Jada
Jada, eller Emilie Molsted Nørgaard, modtager Kronprinsparrets Kulturelle Stjernedryspris for sin evne til at åbne for et pop-univers, der gennemsyres af både mod og skrøbelighed. Samtidig har Jada modet til at vise sig som et helt menneske, der hviler i sig selv. Dette fokus på nærvær og menneskelig tilstedeværelse vidner om en befriende ny åbenhed inden for pop-genren, som især gør indtryk på unge mennesker.
I 2017 udgav Jada sin første single ’Sure’. I januar 2018 slog hun for alvor igennem med sin første officielle single ’Keep Cool’. Herefter tog karrieren fart med koncerter og liveoptrædener, og i foråret 2019 udkom det anmelderroste album ’I Cry A Lot’.
FRAK
Den socialøkonomiske virksomhed FRAK modtager Kronprinsparrets Sociale Stjernedryspris for deres engagerede indsats for Københavns udsatte byområder. Drenge og piger, der lever på kanten af samfundet i udsatte byområder i København, har ofte brug for et skub for at komme væk fra gaden og ind i et fritidsjob. Det skub giver FRAK, der tilbyder de unge konkret erhvervserfaring og løn for at udføre praktiske opgaver for events, virksomheder og kommunale aktører.
FRAK har siden 2014 haft 462 unge fra udsatte boligområder i København tilknyttet.
FRAK og Jada får overrakt Stjernedryspriserne ved Kronprinsparrets Priser i ODEON i Odense lørdag den 2. november. Prisuddelingen sendes direkte på DR1 kl. 21.00.