Kulturnat i Kongehuset 2018

Fredag den 12. oktober 2018 er der Kulturnat i København, og lige som tidligere år kan besøgende komme indenfor i Kongehuset flere steder.

På det oplyste Ridebaneanlæg bag Christiansborg Slot vil der på Kulturnatten være opvisning med heste og kareter fra De Kongelige Stalde og Gardehusarregimentets Hesteskadron.  Foto: Keld Navntoft, Kongehuset ©

Kulturnatten er Københavns største årlige endagsbegivenhed, der finder sted på fredagen op til skolernes efterårsferie. Blandt de mere end 230 museer, teatre, biblioteker, institutioner, virksomheder, kirker og ministerier, der denne aften holder åbent for besøgende, er også Amalienborg, Christiansborg Slot, Rosenborg Slot og Den Kongelige Livgarde.

Snedkerværkstedet på Amalienborg
Snedkerværkstedet bag Christian VIII’s Palæ på Amalienborg holder for tredje år i træk åbent på Kulturnatten. Snedkerværkstedet er indrettet i en tidligere hestestald bag Christian VIII’s Palæ, og fra kl. 18.00 til 22.00 kan besøgende få et kig ind bag murene og se, hvor de kongelige møbler fremstilles og repareres. Kongehusets værkstedshus håndterer alle møblerne, der indgår i den daglige indretning af slottene. Værkstedshuset tæller to møbelsnedkere, to møbelsnedkerlærlinge, en maler, en syerske og en tapetserer, som løbende forestår restaurerings- og ompolstringsopgaver. Værkstedshuset fremstiller også nye møbler ud fra gamle håndværkstraditioner, hvor der fortsat værnes om møblerne og deres tradition samt håndværket bag.

De Kongelige Stalde på Christiansborg Slot
I marmorstalden på Christiansborg Slot kan besøgende fra kl. 18.00 til 24.00 opleve De Kongelige Stalde. Staldene, der er fra 1745, huser både hvide Kladruberheste, gallakareter og hestekøretøjer. Bedst kendt er Kongehusets fineste karet, Guldkareten, der blandt andet benyttes ved nytårskurene og ved større arrangementer. Den Kongelige Stald-Etat er stadig et arbejdende hus med en staldmester, livkusk, fire biløbere og en medhjælper. Stald-Etatens medarbejderstab passer hestene, som dagligt rides eller køres mindst en time, og som kommer på fold mindst en time hver dag. Herudover gennemføres daglige karetture uden passagerer gennem Københavns gader for at træne hestene i at færdes i trafikken. Stald-Etatens 13 heste anvendes i forbindelse med officielle begivenheder såsom statsbesøg, nytårskure, ambassadørmodtagelser, sommertogter, fødselsdage og jubilæum. 

På det oplyste Ridebaneanlæg vil der kl. 19.00 være opvisning med heste og kareter fra De Kongelige Stalde og Gardehusarregimentets Hesteskadron. 

På Kulturnatten vil en række slotte med tilknytning til Kongehuset samt Den Kongelige Livgardes kaserne desuden holde åbent. På Christiansborg Slot kan besøgende opleve De Kongelige Repræsentationslokaler, Slotskirken og Det Kongelige Festkøkken, mens Rosenborg Slot i anledning er Kulturnatten vil være mørklagt. Her kan besøgende udforske kronjuvelerne og slottets mange sale. 

Amalienborgmuseet 
Amalienborgmuseet i Christian VIII’s Palæ på Amalienborg holder åbent fra kl. 18.00 til 24.00. Besøgende kan opleve museets faste udstilling med interiører fra Christian IX’s, Frederik VIII’s, Christian X’s og Frederik IX’s tid. Derudover kan besøgende dykke ned i H.M. Dronningens sceniske univers i særudstillingen ”Eventyrdronningen”, der åbnede den 26. september 2018 i palæets beletage.

Christiansborg Slot og Slotskirken
De Kongelige Repræsentationslokaler på Christiansborg Slot vil være åbent fra kl. 18.00 til 24.00, hvor besøgende blandt andet kan opleve Riddersalen med Bjørn Nørgaards gobeliner, Tronsalen, Fredensborgsalen og Fløjlsgemakket. Lokalerne anvendes af Dronningen og den kongelige familie til nytårskure, aftenselskaber og gallamiddage. Den Kongelige Livgardes musikkorps vil spille festlig taffelmusik én gang i timen.

I Det Kongelige Festkøkken på Christiansborg Slot kan besøgende opleve forberedelserne af gallamiddagen til Christian X’s 25-års regeringsjubilæum og se en af Europas største samlinger af kobberkøkkentøj. Der vil desuden være åbent i Ruinerne under Christiansborg Slot og i Christiansborg Slotskirke.

Christiansborg Slotskirke vil blive fyldt med forskellig musik, når kor og artister optræder i kirkerummet. Hver time går nye artister på med koncerter, og som noget nyt bliver kirken dekoreret og oplyst med farverigt lys. 

Rosenborg Slot
På Rosensborg Slot kan besøgende fra kl. 18.00 til 24.00 gå på opdagelse i slottets sale og gange, der i anledning af Kulturnatten kan opleves mørklagte. Rosenborg Slot gemmer blandt andet på kronjuvelerne, kronregalier og det kongelige dåbsfad.

Den Kongelige Livgarde
På Livgardens Kaserne i Gothersgade kan besøgende møde soldater fra Forsvaret, Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen. Der vil være åbent fra kl. 18.00 til 24.00 med underholdning og udstillinger. Besøgende kan høre koncerter ved Tambourkorpset, se militære køretøjer og våben, og så vil det være muligt at prøve uniformer og feltrationer