Legatuddeling fra Crown Prince Frederik Fund

Den 6. juni 2017 overrakte H.K.H. Kronprinsen for 24. gang legater fra Crown Prince Frederik Fund. Legatoverrækkelsen fandt sted i Frederik VIII’s Palæ, Amalienborg.

H.K.H. Kronprinsen med legatmodtagerne Mathias Vaa og Lasse Leipziger. Foto: Steen Brogaard ©

Fondens formål er at yde økonomisk støtte til studerende indenfor samfundsvidenskaberne til ét års studie ved John F. Kennedy School of Government på Harvard University i Boston, USA. Crown Prince Frederik Fund er en folkegave, som Kronprinsen fik af dansk-amerikanere i 25-års fødselsdagsgave under Kronprinsens studier ved Harvard University.

I år modtog følgende et legat fra Crown Prince Frederik Fund:

Lasse Leipziger læser statskundskab og har tidligere studeret i Paris samt været i praktik ved den danske ambassade i Berlin.

Han er opvokset i en dansk-tysk familie og har været bosiddende i Tyskland, USA, Mexico og Frankrig. Lasse Leipziger taler dansk, tysk, engelsk og spansk flydende.

Lasse Leipziger er specielt interesseret i diplomati samt international og europæisk politik og forventer at få mulighed for at styrke disse fagområder på Harvard Kennedy School.

Mathias Vaa har en international studentereksamen fra Red Cross Nordic United World College og er uddannet i politik, filosofi og økonomi på Oxford University samt som sprogofficer med speciale i arabisk.

Han har som sprogofficer undervist i arabisk på Forsvarsakademiet og har været udsendt som kaptajn i Irak for en genopbygningsenhed og har efterfølgende arbejdet som stabsofficer i Forsvaret. I Udenrigsministeriet har han med særligt fokus på Mellemøsten blandt andet arbejdet med skrøbelige stater og har blandt andet været udsendt til Kabul, Afghanistan, og arbejdet på den danske permanente mission til FN i New York. 

Mathias Vaa er motiveret af at gøre en forskel og har arbejdet som Advocacy Director for den internetbaserede kampagneorganisation Avaaz og som projektleder for Independent Diplomat.