Livgarden nytårsaften 2018

Når H.M. Dronningen den 31. december 2018 holder nytårstale fra Havesalen på Fredensborg Slot, vil Livgardens traditionsrige æresbevisning finde sted i Indre Slotsgård.

Fredensborg Slot Foto: Keld Navntoft, Ritzau Scanpix ©

Livgardens æresbevisning påbegyndes umiddelbart inden nytårstalen. Traditionen tro vil vagten træde til gevær og stå trådt an med fane og to tambourer, mens talen holdes. Efter Hendes Majestæts nytårstale afspilles ”Kong Christian stod ved højen mast”, hvorefter Livgarden præsenterer gevær, der saluteres og fanen fældes.

På Fredensborg Slot vil Ydre Slotsgård være åben for publikum, og der vil være opsat tv-skærm med transmission af nytårstalen. Der vil i år ikke være særlige foranstaltninger på Amalienborg Slotsplads i forbindelse med nytårstalen. 

Hvert år holder Dronningen nytårstale den 31. december kl. 18.00, hvor talen transmitteres direkte på tv, i radio og på internettet. Nytårstalen holdes traditionelt fra Dronningens modtagelsesværelse i Christian IX's Palæ på Amalienborg, men i år holder Dronningen nytårstalen fra Fredensborg Slot, hvor Hendes Majestæt har residens som følge af renoveringen af en større underjordisk afløbsinstallation på Amalienborg Slotsplads ved Amaliehaven. 

Hendes Majestæt har tidligere holdt nytårstalen på Fredensborg Slot i 1979, 1980, 2014 og 2015, hvor der også var renoveringsprojekter i og omkring Amalienborg.