Lokalfinalen i Projekt Edison
H.K.H. Prinsesse Marie er i dag til stede ved lokalfinalen i Projekt Edison på Øster Farimagsgades Skole, København.
343 elever i 6. og 7. klasse fra Skolen på Islands Brygge, Sankt Annæ Skole, Skolen på Amagerbro, Utterslev Skole, Dyvekeskolen, Øster Farigmagsgades Skole og Nyboder Skole i København har for tiden idéudvikling på skoleskemaet. Klasserne deltager i Projekt Edison, som er en opfinderkonkurrence arrangeret af Fonden for Entreprenørskab.
Under overskriften "Bedre og mere sikker trafik" skal eleverne udvikle idéer til nye trafikløsninger, som de skal præsentere ved lokalfinalen den 14. november for blandt andre Prinsesse Marie. Prinsessen vil gå rundt til nogle af de deltagende teams, som præsenterer deres idéer. Derefter vil Prinsesse Marie være med til at udråbe dagens syv vinder-idéer.
Disse syv bedste idéer går videre til landsfinalen i Fredericia den 17. november. På landsplan deltager omkring 6.500 elever i Projekt Edison.