Mary Fonden fylder 10 år

Mary Fonden kan i år fejre tiårs jubilæum i arbejdet mod at bekæmpe social isolation hos børn, unge og voksne.

Mary Fonden og Red Barnet arrangerede i 2017 for tiende år i træk Fri for Mobberi Børnestafetten i Aarhus og København. Her ses Kronprinsessen i Fælledparken i København. Foto: Jakob Carlsen, Mary Fonden ©

H.K.H. Kronprinsessen etablerede for ti år siden Mary Fonden med udgangspunkt i folkegaven på 1,1 mio. kr., som D.K.H. Kronprinsen og Kronprinsessen modtog fra Danmark, Færøerne og Grønland i anledning af deres bryllup i 2004. Mary Fonden er stiftet med det formål at bekæmpe social isolation og arbejder inden for tre områder: Mobning og Trivsel, Vold i Hjemmet og Ensomhed. I anledning af tiårs jubilæet præsenteres her ti konkrete projekter, som Mary Fonden blandt andet har arbejdet med.

Fri for mobberi
Mary Fondens og Red Barnets projekt Fri for Mobberi er et pædagogisk antimobbeprogram, som forebygger og afhjælper mobning i vuggestuer, dagplejer, børnehaver, SFO'er og de mindste skoleklasser. Programmet blev introduceret i 2007 og er i dag udbredt til 50 % af børnehaver og 40 % af skoler og SFO'er i Danmark. Fri for Mobberi består af en kuffert, som indeholder pædagogiske værktøjer, der gør det let at arbejde med et ellers abstrakt emne som mobning.

Rygsække til børn på krisecenter
Hvert år uddeler Mary Fonden og Ole Kirk’s Fond 2000 rygsække til børn, som er på krisecenter med deres mor i Danmark, Færøerne eller Grønland. Rygsækken indeholder blandt andet en tandbørste, en bamse, skolesager og et postkort med en hilsen fra Kronprinsessen. Udover at indeholde gængse fornødenheder, fungerer rygsækken også som et symbol på, at børnene bliver hørt. Rygsækken har stor betydning som pædagogisk værktøj i arbejdet med at bryde voldens tabu. Der er siden 2008 blevet uddelt mere end 20.000 rygsække til børn. 

Råd til livet
Mary Fondens projekt Råd til Livet tilbyder voldsudsatte kvinder økonomisk, juridisk og social rådgivning. I Danmark udsættes 33.000 kvinder årligt for vold af deres partner, og i mange tilfælde bruges økonomien som et magtmiddel til at fastholde kvinden i forholdet. Råd til Livet hjælper voldsudsatte kvinder til selv at overskue deres økonomi og opnå kontrol over deres tilværelse gennem en øget selvstændighed. Indtil nu har mere end 3.800 voldsudsatte kvinder taget imod tilbuddet om Råd til Livet.

LæseLeg
Børn trives bedst, når de kan sætte ord på deres tanker, og netop manglen på ord er et problem for mange børn, som kan føre til mobning og ensomhed. Mary Fondens projekt LæseLeg er et pædagogisk værktøj, der styrker børns sprog og selvtillid ved at inddrage dem aktivt i historieoplæsningen. LæseLeg bygger på metoden "dialogisk læsning", hvor den klassiske historieoplæsning udvides og bliver til en dialog i stedet for en monolog. Sprogansvarlige fra totredjedele af landets kommuner har på nuværende tidspunkt indkøbt LæseLeg.

Kammagiitta – Fri for Mobberi
Med inspiration i den danske udgave af projektet Fri for Mobberi introducerede Mary Fonden sammen med udvalgte samarbejdspartnere en udgave af projektet specielt tilpasset den grønlandske kultur, tradition og sprog.  Programmet fik navnet Kammagiitta – Fri for Mobberi. Antimobbeprogrammet er i dag udrullet til samtlige af Grønlands 90 børnehaver og 84 skoler og er en væsentlig del af den grønlandske indsats for at skabe et bedre børneliv.

Netwerk
60 % af alle unge frygter at blive ensomme viser Mary Fondens Unge Tænketank. Mary Fondens projekt Netwerk sætter fokus på emnet allerede på ungdomsuddannelserne, hvor eleverne starter på en ny skole og har et stort behov for at etablere et fællesskab. Netwerk består af materialer til både lærer og elever, der indeholder øvelser og værktøjer til at styrke sammenholdet i klassen og forebygge, at elever vil føle sig ensomme. Netwerk var Mary Fondens første projekt inden for indsatsområdet ’Ensomhed’.

Klubfidusen
Klubfidusen blev lanceret i 2013 med det formål at fremme en klubkultur i børnefodbold, hvor samtlige involverede gør en indsats for, at alle børn trives. Klubfidusen består af aktiviteter og værktøjer, eksempelvis træningsøvelser og informationsfolder til forældre, der støtter op om det gode børnefællesskab. Det er målet, at Klubfidusen over tid skal være en del af træneruddannelsen i Dansk Boldspil Union.

Værket
Mary Fonden, Røde Kors og VELUX FONDEN har med projektet ”Værket – netværk for voksne” skabt konkrete netværksgrupper, hvor voksne mennesker, der savner kontakt til andre mennesker, kan nyde samvær med hinanden. Projektet udspringer af et ønske om at synliggøre ensomheden og støtte de mange mennesker, der savner andre mennesker i deres liv.

Kærlig talt
Kærlig talt er et interaktivt undervisningsforløb, som sætter fokus på relationer, kommunikation og svære følelser i folkeskolens ældste klasser. Kærlig talt taler direkte til de unge og er bygget op som et talkshow, hvor forskellige unge, eksperter og kendte mennesker sætter ord på svære følelser, så de bliver nemmere at arbejde med i klassen.

Antibulli
Antibulli er et projektsamarbejde mellem Mary Fonden og MH24 – Foreningen Mikkel mod Mobning. Formålet med Antibulli er at fremme følelsen af sammenhold og bekæmpe mobning blandt 6-12-årige håndboldspillere gennem blandt andet viden, træningsøvelser og aktiviteter, der involverer både trænere, forældre og spillerne selv. Kronprinsessen og Mikkel Hansen præsenterede initiativet den 7. januar 2017 i Silkeborg.

Mary Fonden er involveret i yderligere projekter udover de ti ovenstående. Beskrivelser af disse kan findes på Mary Fondens hjemmeside