Overrækkelse af EliteForsk-priser
H.K.H. Kronprinsessen overrakte den 23. februar 2017 EliteForsk-priser ved EliteForsk-konferencen.
Den årlige EliteForsk-konference blev i dag afholdt på Glyptoteket i København. Uddannelses- og Forskningsministeriet uddeler hvert år EliteForsk-priser til førende forskere inden for deres forskningsfelt. EliteForsk arbejder blandt andet for at skabe opmærksomhed omkring vigtigheden af dansk videnskab, danske forskere og forskningsresultater. Formålet med EliteForsk er desuden at synliggøre forskerne som rollemodeller med henblik på at få flere studerende og yngre forskere til at vælge en forskerkarriere.
EliteForsk-prisen blev for første gang uddelt i 2007 under daværende videnskabsminister Helge Sander. Der uddeles årligt fem EliteForsk-priser og op til tyve EliteForsk-rejsestipendier uddeles til udvalgte ph.d. studerende.
Kronprinsessen overrakte EliteForsk-priserne til professor Thomas Lars Andresen, professor Mikael Rask Madsen, professor Klaus Høyer, professor Søren Galatius og professor Hanne Christine Bertram.