Overrækkelse af legater fra The Crown Princess Mary Scholarship
H.K.H. Kronprinsessen overrakte fredag den 29. april 2016 legater fra The Crown Princess Mary Scholarship på Københavns Universitet.
Kronprinsessen uddelte legater til to australske studerende, der er på udvekslingsophold på Københavns Universitet. Legatmodtagerne er Tempe Antonia McMinn fra University of New South Wales og Winifred Knight fra Australian National University.
Tempe McMinn er i gang med en kandidatuddannelse i jura og har en baggrund som bachelor i historie og filosofi. Tempe er stærkt engageret i frivilligt, humanitært arbejde både på sit universitet i Australien og i en velgørenhedsorganisation i Zimbabwe. Tempes faglige interesserer ligger især inden for menneskerettigheder og social retfærdighed.
Winifred Knight læser en bachelor i Medical Science og antropologi/sociologi/psykologi og er særligt optaget af sundhedsproblematikken på et internationalt plan, herunder samspillet mellem sundhedssystemer og samfund. Udover studierne har Winifred arbejdet som tandsygeplejerske og desuden lavet frivilligt arbejde på en skole i Katmandu.