Program for besøg i Rom
Den 26.-29. oktober 2017 besøger H.M. Dronningen Rom, Italien, i forbindelse med fejringen af Det Danske Instituts 50-års jubilæum.
Det Danske Institut i Rom påbegynder i efteråret 2017 et udgravningsprojekt på Cæsars Forum i det nordøstlige hjørne af Forum Romanum. Udgravningen, der er muliggjort af en donation fra Carlsbergfondet, vil være en af de mest prestigefulde udgravninger, som danske arkæologer har været med til at udføre. Dronningen vil under besøget i Rom få præsenteret projektet, der er sat til at vare tre år.
Udgravningen påbegyndes samtidig med, at Det Danske Institut for Videnskab og Kunst i Rom fejrer 50-året for Kay Fiskers ikoniske bygning, der huser instituttet. Dronningen vil som protektor deltage i fejringen og overrække Dronning Margrethes Romerske Pris. Carlsbergfondet indstiftede prisen i 2015 i forbindelse med Dronningens 75-års fødselsdag. Prisen uddeles for at styrke og hædre den forskning, der udføres ved eller med tilknytning til Det Danske Institut i Rom.
Program
Torsdag den 26. oktober
Rom
Besøg på Cæsars Forum
Kl. 15.30
Dronningen besøger Cæsars Forum, der ligger i det nordøstlige hjørne af Forum Romanum, det antikke Roms centrum. Her vil Dronningen få præsenteret et nyt udgravningsprojekt. Projektet, der er muliggjort af en donation fra Carlsbergfondet, er et samarbejde mellem Det Danske Institut og Roms antikvæsen, Sovrintendenza Capitolina ai Beni Culturali. Ved ankomst vil Dronningen blive budt velkommen af Roms borgmester Virginia Raggi, hvorefter udgravningsprojektet vil blive præsenteret af de to arkæologer, udgravningsleder Jan Kindberg Jacobsen og postdoc Sine Grove Saxkjær.
Fredag den 27. oktober
Rom
Besøg på Galleria Borghese
Kl. 10.00
Dronningen besøger museet Galleria Borghese, der ligger i parken Villa Borghese. Parken er anlagt og udvidet fra 1600- til 1800-tallet af tidens mest berømte havearkitekter. Under besøget vil Dronningen blive vist rundt på museet.
Frokost på Palazzo del Quirinale
Kl. 13.25
Dronningen bliver modtaget af Italiens præsident Sergio Mattarella som gæst ved en frokost på præsidentpaladset Palazzo del Quirinale.
Fejringen af Det Danske Instituts 50-års jubilæum
Kl. 18.00
Som protektor for Det Danske Institut i Rom deltager Dronningen i fejringen af 50-året for opførelsen af Kay Fiskers bygning, som instituttet har til huse i. I forbindelse med fejringen vil Dronningen overrække Dronning Margrethes Romerske Pris. Prisen, der blev indstiftet af Carlsbergfondet i 2015 i forbindelse med Dronningens 75-års fødselsdag, uddeles for at styrke og hædre den forskning, der udføres ved eller med tilknytning til Det Danske Institut i Rom. Dronningen vil efterfølgende overvære en festforelæsning ved årets prismodtager samt en koncert ved Concerto Copenhagen.
Lørdag den 28. oktober
Tarquinia
Besøg på Rådhuset
Kl. 11.30
Dronningen besøger rådhuset i byen Tarquinia. Ved ankomsten til Palazzo Comunale vil Dronningen blive modtaget af byens borgmester og efterfølgende få fremvist freskerne i den gamle rådssal. Tarquinia er optaget på UNESCOs verdensarvliste og byen ligger i det gamle Etrurien, hvor Dronningen som ung Prinsesse i slutningen af 1950’erne var på udgravningsferier med sin morfar, den svenske Kong Gustav VI Adolf.
Besøg på Museo Nazionale Etrusco
Kl.15.00
Dronningen besøger museet Museo Nazionale Etrusco, der ligger i Palazzo Vitelleschi. Under besøget får Dronningen forevist fund fra ældre og nyere udgravninger samt nogle af de vigtigste fund fra den etruskiske nekropol uden for byen.
Besøg ved nekropol
Kl. 16.30
Dronningen besøger den etruskiske nekropol uden for Tarquinia.