Program for besøg i Texas

Den 10.-13. marts 2019 besøger H.K.H. Kronprinsessen Texas for at deltage i dansk fremstød.

Kronprinsessen besøger de to amerikanske byer Houston og Austin i delstaten Texas den 10.-13. marts 2019. Her vil Kronprinsessen først deltage i et større dansk fremstød for udvalgte kulturelle og kreative erhverv på festivalen ”South by Southwest” i Austin. Efterfølgende rejser Kronprinsessen til Houston, hvor danske virksomheder vil fremvise løsninger inden for grøn energi samt lægemidler og medicinsk udstyr. Kulturminister Mette Bock ledsager Kronprinsessen.

Program

Mandag den 11. marts

Morgenmadsarrangementet "Women in Leadership & How to Inspire the Next Generation of Women Leaders"
Kl. 8.00

Kronprinsessen deltager i morgenmadsarrangementet "Women in Leadership & How to Inspire the Next Generation of Women Leaders". Formålet med arrangementet er at diskutere kvindelige leders potentiale som rollemodeller, der opmuntrer og inspirerer kvinder og piger på et globalt plan. Ved arrangementet deltager EU-kommissær Margrethe Vestager, kulturminister Mette Bock og en række øvrige fremtrædende kvinder. Arrangementet foregår på udstillingsstedet House of Scandinavia, der er en pop-up lounge, som samler aktiviteter, der tager udgangspunkt i nordiske bæredygtige løsninger. 

Rundtur på SXSW festivalen
Kl. 9.30

Kronprinsessen besøger ”South by Southwest” festivalen og får fremvist de danske bidrag og stande. Kronprinsessen vil blandt andet få forevist en dansk virtual reality-installation, kunstinstallationer kreeret af danske kunstnere og møde kuratoren for House of Scandinavia. 

Dansk Gastronomi - Skandinavisk Michelin madlavning
Kl. 12.45

Kronprinsessen overværer madarrangementet ”Danish Gatronomy - A Michelin experience” ledet af den danske kok Kamilla Seidler. Arrangementet har fokus på dansk gastronomi, og de inviterede gæster får serveret retter, hvor bæredygtighed i udvælgelsen af ingredienserne er omdrejningspunktet . 

Møde med Texas' Guvernør
Kl. 13.40

Kronprinsessen deltager i et møde med Texas' Guvernør Greg Abbott. Mødet foregår i Guvernørens bolig. 

Tow with the Flow - performance om mode og bæredygtighed
Kl. 14.35
Kronprinsessen overværer fremførelsen af performanceværket ”Tow with the Flow” og mødes med kunsteren bag. Værket har fokus på overforbrug og bæredygtighed i tøjproduktion og mode og består af 17 specialfremstillede dragter udarbejdet af det skandinaviske design studio Sur Le Chemin. 

Deltagelse i "JaJaJa x Roskilde Festival: Meet the Nordics"
Kl. 16.40

Kronprinsessen deltager i ”Nordic Music Showcase”. Ved begivenheden præsenterer musikfestivalen Roskilde Festival fem nordiske bands, som festivalen mener har en stor chance for et musikalsk gennembrud i USA. Begivenheden foregår i House of Scandinavia, og Kronprinsessen holder åbningstale.

Reception  
Kl. 20.00

Kronprinsessen deltager i en afsluttende reception i House of Scandinavia. Receptionen indeholder kulturelle indslag fra danske kulturinstitutioner, som deltager på festivalen South by Southwest.

Tirsdag den 12. marts

Møde med Houstons Borgmester 
Kl. 14.00

Kronprinsessen mødes med Houstons Borgmester Sylvester Turner på Houston City Hall.

Lancering af samarbejde mellem Danmark og Houston
Kl. 14.15

Kronprinsessen deltager ved lanceringen af et samarbejde mellem Danmark og Houston med fokus på byudvikling og klimatilpasning. Formålet med samarbejdet er at udveksle visioner, ideer og teknologier til bedre at kunne modstå klimaforandringer. 

Gallamiddag på Houston Museum of Fine Arts
Kl. 19.00

Kronprinsessen deltager i en gallamiddag. Middagen finder sted på Houston Museum of Fine Arts. 

Onsdag den 13. marts

Lanceringen af sundhedssamarbejde mellem Danmark og Texas
Kl. 9.15

Kronprinsessen deltager i lanceringen af et sundhedssamarbejde mellem Danmark og Texas på Texas Medical Center, der er verdens største hospitalskompleks med mere end 100.000 ansatte og flere verdensførende behandlingsprogrammer. Ved begivenheden vil der være oplæg om samarbejdsmuligheder samt fælles strategiske interesser indenfor områderne digital sundhed, biotek og hospitalslogistik. 

"Dansk Energi Innovation" på energikonferencen CERAWeek 
Kl. 11.20

Kronprinsessen deltager i energikonferencen CERAWeek, hvor Danmarks førende energivirksomheder og forskere blandt andet skal diskutere fremtidens energiløsninger. CERAWeek har siden sin start i 1983 udviklet sig til en af verdens førende energikonferencer og har deltagelse af mere end 4.000 ledere og politiske beslutningstagere.

Åbningen af udstillingen "Statecraft" på Houston Center for Contemporary Craft
Kl. 13.30

Kronprinsessen er til stede ved åbningen af udstillingen "Statecraft: Selections from the Jewelry Collection of the Danish Arts Foundation” på Houston Center for Contemporary Craft. ”Statecraft” repræsenterer et særligt kurateret udsnit af Statens Kunstfonds smykkesamling og er støttet af Statens Kunstfond. Udstillingen er det første af flere samarbejder mellem Houston Center for Contemporary Craft og Danmark. Udstillingen viser udviklingen i dansk smykkekunst fra midten af det 20. århundrede til i dag.