Reception hos Søofficers-Foreningen

H.K.H. Kronprinsen deltager den 9. december 2016 i reception i Søofficers-Foreningens nye domicil.

Kommandantgården på Kastellet, København. Foto: Søofficers-Foreningen ©

I dag afholder Søofficers-Foreningen reception for at markere, at de er flyttet ind i foreningens nye domicil i Kommandantgården på Kastellet, København. Kommandantgården, som blev bygget i 1725, var oprindeligt embedsbolig for Kastellets kommandant og har efterfølgende været Forsvarschefens embedsbolig. Inden Søofficers-Foreningen flyttede ind, undergik barokbygningen en istandsættelse fra 2014 til 2016.

Kronprinsen deltager i receptionen som protektor for Søofficers-Foreningen, som har til formål at fremme samværet for foreningens medlemmer og udvise gæstfrihed overfor fremmede mariners officerer.

Søofficers-Foreningen har siden 1942 haft til huse i Søkvæsthuset, som tidligere har været blandt andet Søværnets Underofficersskole og bolig for Viceadmiralen. Sø-Etaten overtog Søkvæsthuset i 1776 til brug som sygehus for flåden, heraf navnet.