Regeringsdannelse i Danmark

Onsdag den 5. juni 2019 blev der afholdt folketingsvalg i Danmark. I dag den 6. juni klokken 11.00 modtager Hendes Majestæt Dronningen Statsministeren, der vil orientere om den parlamentariske situation. H.K.H. Kronprinsen vil være til stede.

Foto: Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix ©

Når der har været afholdt folketingsvalg i Danmark, er det Statsministerens opgave at orientere Hendes Majestæt Dronningen om valgresultatet og den parlamentariske situation. Det sker kort tid efter valget, typisk formiddagen efter.

Hvis Statsministeren vurderer, at der er et tilstrækkeligt parlamentarisk grundlag for at fortsætte sin regering, kan Statsministeren meddele Dronningen, at regeringen fortsætter. Men finder Statsministeren derimod at det nødvendige parlamentariske grundlag ikke længere er til stede, vil Statsministeren indgive sin afskedsbegæring og opfordre Dronningen til at indkalde de enkelte partier i Folketinget til en såkaldt ”Dronningerunde”.  Her vil repræsentanter for partierne redegøre for, hvem de ønsker skal være ny Statsminister eller hvem, der bør lede forhandlingerne om dannelsen af en ny regering. 

På baggrund af denne rådgivning udpeges en kongelig undersøger, der skal forestå forhandlingerne om dannelsen af en ny regering. Dronningens rolle i regeringsdannelsen er af formel karakter og processen i forbindelse med regeringsdannelsen sker derfor på den afgående Statsministers ansvar.